Corydon: Overenskomst bevarer industriens konkurrencekraft

Finansminister Bjarne Corydon glæder sig over søndagens treårige overenskomstaftale på industriområdet, der ifølge Corydon er et godt udgangspunkt for »det kommende opsving«.

Bjarne Corydon Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Finansminister Bjarne Corydon (S) roser overenskomstaftalen, der søndag blev indgået på industriområdet.

»Jeg vil gerne kvittere industriens parter for, at de i dag (søndag, red.) har landet overenskomsten for de næste tre år,« siger Bjarne Corydon i en skriftlig kommentar.

Overenskomsten sikrer en fremgang i reallønnen, og derudover er der en uges ekstra barsel til både mænd og kvinder, bedre pensionsopsparing under barsel og mere uddannelse.

Det glæder Bjarne Corydon.

»Parterne er lykkedes med at forbedre forholdene for de ansatte på en ansvarlig måde, så industriens konkurrencekraft ikke sættes over styr,« siger Corydon.

»Vi må afvente resultatet af de lokale aftaler, før vi kan danne os det endelige billede. Men overenskomstaftalen er sammen med Vækstplan DK et godt udgangspunkt for, at landets mange industrivirksomheder kan få det maksimale ud af det kommende opsving. Det betyder meget for mig som finansminister, for på den måde kan flere danskere få sig et arbejde at stå op til,« siger finansministeren.

Forliget vil gælde for 240.000 ansatte og 6.000 virksomheder. Industriens aftale, som Dansk Industri forhandler sammen med modparten CO-industri, lægger rammerne for udviklingen på resten af det private arbejdsmarked på DA-området.

Både HK/Privat og Teknisk Landsforbund, der er en del af CO-industri, kalder den nye overenskomst på industriområdet for »rimelig«. Formand for HK/Privat, Simon Tøgern, anbefaler ifølge Business.dk HK/Privats sektorbestyrelse at stemme ja til industriforliget, som sektorbestyrelsen mandag skal tage stilling til.