Coronavirus lukker populært dansk boliglån

Udbruddet af coronavirus i Kina har trykket renterne så meget, at et populært dansk boliglån har passeret kurs 100 og nu forsvinder fra hylderne.

De seneste ugers rentefald fik torsdag et populært boliglån til at passere kurs 100, hvorfor det ikke længere er tilgængeligt for boligejere og boligkøbere. Arkivfoto: Thomas Lekfeldt Fold sammen
Læs mere

Udbruddet af coronavirus i Kina fortsatte torsdag med at trykke renterne nedad, og det fik det populære 30-årige, fastforrentede et procents boliglån med afdrag at mærke.

Lukkekursen passerede kurs 100 kl. 17, da markederne lukkede, og dermed ryger boliglånet af hylderne hos Nordea Kredit og BRF Kredit. Nykredits tilsvarende lån holdt sig lige under kurs 100 og er dermed stadig på markedet.

Ifølge boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann, er Nordea Kredits 30-årige et procents lån uden afdrag stadig på hylderne, da det stadig handles til under kurs 100. Men er man til afdrag, så bliver det nu et boliglån med en rente på 0,5 pct., som man skal holde øje med.

»Som boligejer kan man læne sig roligt tilbage. Vi har allerede alternativet på hylderne. Et 30-årigt halv procents lån med afdrag, som torsdag lukkede i kurs 96,25, og det betragter vi som en rimelig optagelseskurs for et nyt lån,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Hun forklarer, at rentefaldet er drevet af bekymringen for, at den kinesiske coronavirus skal brede sig til resten af verden.

»De rentefald, vi har set i denne uge, skyldes, at investorerne er nervøse for, om den her coronavirus bliver så verdensomspændende, at det kan risikere at få en effekt på den globale vækst. Det har fået investorerne til at søge mod sikre havne, herunder danske realkreditobligationer,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Skuffende nøgletal

Men også skuffende økonomiske nøgletal har været med til at sende renterne nedad de sidste to en halv uge.

»En række skuffende nøgletal for dansk og udenlandsk økonomi tyder på, at væksten bliver lidt lavere end først antaget,« lyder det fra Lise Nytoft Bergmann.

Selv om et boliglån med afdrag og fast rente på 0,5 pct. umiddelbart lyder attraktivt, minder cheføkonom i Sydbank, Søren V. Kristensen, om, at med en kurs på lige over 96, så indebærer det et kurstab for boligejerne.

Men vil man konvertere, er timingen god, siger han.

»Kursstigningen og det deraf følgende rentefald kommer med en god timing for boligejerne. For i morgen er der nemlig frist for at opsige boliglånet, hvis man ønsker at konvertere. Derfor kan det give anledning til en ny bølge af konverteringer,« siger Søren V. Kristensen.

»Det bliver dog næppe noget, der kan måle sig med de seneste konverteringsbølger i 2019. Men da der fortsat er realkreditlån for omkring 400 mia. med en rente på to procent eller mere, så kan der bestemt være nogle boligejere, hvor det kan give god mening, at udnytte de lave renter og skabe lidt mere luft i privatøkonomien,« tilføjer Søren V. Kristensen.