Columbus køber 300 amerikanske kunder

Det danske IT-konsulenthus har gennem flere år arbejdet sig ind på det nordamerikanske marked. Med erhvervelsen af Sherwood Systems køber Columbus sig til nye kunder.

Foto: Jan Jørgensen. ARKIVFOTO.
Læs mere
Fold sammen

Nordamerika bliver i stigende grad et centralt marked for Columbus. Det faktum cementerer den danskforankrede IT-konsulentvirksomhed nu i forbindelse med et opkøb, der skal styrke virksomhedens tilstede­værelse i det sydvestlige USA.

Columbus oplyser, at det har over­taget konsulentvirksomheden Sherwood Systems, der hører hjemme i Phoenix, Arizona. Prisen er ikke offentliggjort, og overtagelsen sker straks.

Baggrunden for købet er ønsket om yderligere tilstedeværelse på det store og lukrative amerikansk marked, forklarer koncernchef i Columbus, Thomas Honoré, i en pressemeddelelse.

»Geografisk fokus er en vigtig del af Columbus’ markedsstrategi. Vi ønsker at ekspandere inden for vores fokusmarkeder, og USA er blandt Columbus’ vigtigste markeder,« siger han og tilføjer:

»Med positive forventninger til vækst i den amerikanske økonomi kan vi se et stort potentiale for at ekspandere og øge vores amerikanske forretning.«

Sherwood Systems blev etableret i 1980. Selskabet har ifølge Columbus-chefen opbygget en »betydelig markedsandel«. Det i form af omtrent 300 kunder i hovedsageligt det sydvestlige USA.

Opkøbet skal ses i forlængelse af Columbus’ generelle vækststrategi og et ønske om bedre at kunne adressere kundernes behov i USA, forklarer Columbus-topchefen.

»Jeg er glad for at kunne offentliggøre opkøbet af Sherwood Systems, da det styrker vores ambition om vækst. Opkøbet af Sherwood Systems øger vores repræsentation på det amerikanske marked og gør os i stand til at servicere vores kunder endnu bedre,« siger Thomas Honoré.

Den danske IT-konsulentvirksomhed gør sig blandt andet i Microsoft-baserede softwareløsninger målrettet erhvervslivet. Den er efterhånden stærkt repræsenteret i USA, hvor den har 22 kontorer og 250 ansatte.

Virksomheden, der i dag formelt hedder Columbus A/S, blev etableret i 1989, men blev først rigtig kendt, da IT-iværksætteren Ib Kunøe købte sig ind i 2004. Herefter har virksomheden for alvor været i vækstsporet.

Den er noteret på Københavns Fondsbørs og kunne i seneste regnskabsperiode (2014) præstere en nettoomsætning på 878 millioner kroner og en overskud efter skat på 52 millioner kroner.