Cloud-tjenester skæpper i kassen hos Microsoft og Amazon

Både Amazon og Microsoft har leveret resultater, der er i tråd med analytikernes forventninger.

New York. Verdens største onlineforhandler, Amazon, er kommet ud af første kvartal med bulder og brag.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters steg selskabets omsætning med 43 procent i forhold til samme periode sidste år. Det skyldes en øget nethandel samt en højere efterspørgsel efter "cloud"-tjenester, der er netbaserede lagringsløsninger.

I runde tal steg omsætningen fra 36 milliarder dollar i samme periode sidste år til 51 milliarder dollar.

Amazon tjente i alt 1,6 milliarder dollar i kvartalet.

Også it-giganten Microsoft har torsdag aften dansk tid udsendt et regnskab for det forgangene kvartal.

Det levede op til forventningerne hos Wall Streets analytikere.

Microsofts omsætning steg med 16 procent til 26,3 milliarder dollar. Ifølge Reuters var forventningen, at tallet ville have landet på 25,8 milliarder dollar.

Ifølge Reuters skyldtes det gode resultat ligesom Amazon ligeledes en stor interesse for cloud-tjenester. Hos Microsoft hedder flagskibet Azure, som sælges til virksomheder.

/ritzau/