Claus Hjort: Vi kender endnu ikke salgsprisen

Regeringen har endnu intet bud på, hvor mange milliarder en børsnotering af DONG kan skæppe i statskassen. Staten har da også en begrænset aktiepost at sælge ud af.

Foto: Bax Lindhardt.
Læs mere
Fold sammen

En børsnotering af DONG Energy betyder ikke kun bedre muligheder for energiselskabet for at rejse kapital til nye investeringer i grøn energi, sådan som et bredt flertal i Folketinget lægger op til med den aftale, de indgik fredag eftermiddag. Salget kan også skæppe i den slunkne statskasse.

Det åbne spørgsmål er imidlertid hvor meget.  Faktum er, at staten kun har et begrænset antal aktier at sælge ud af, med mindre børsnoteringen sker sammen med en kapitaludvidelse. Efter at staten i januar 2014 gennemførte det meget omtalte salg af aktier til Goldman Sachs, ATP og PFA, ejer staten i dag omkring 59 pct. af aktierne. Da den politiske aftale bag børsnoteringen slår fast, at staten skal beholde en aktiemajoritet, altså omkring 51 pct. af aktierne, mindst frem til 2020, med mindre partierne aftaler andet, er der altså kun tale om, at staten kan sælge en aktiepost på otte pct. i DONG.

Præcist, hvad DONG er værd, tør ingen byde på i øjeblikket. I 2013, forud for aktiesalget i 2014, blev DONG vurderet til en værdi på 31,5 mia. kr. Hvis man antager, at prisen ikke skulle have ændret sig og ser bort fra, at DONG formentlig vil sælge dele af sin forretning fra i forbindelse med børsnoteringen, betyder det, at en børsnotering af DONG ville kunne indbringe staten i størrelsesordenen 2,5 mia. kr.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) vil da heller ikke spekulere i, hvad en børsnotering af DONG kommer til at betyde for statens finanser.

”Vi har ikke et bud på, hvor stort provenuet bliver. Nu går en grundig og lang proces i gang med forskellige rådgivere inde over med det formål blandt andet at afklare prisen,” siger Claus Hjort Frederiksen, der heller ikke vil tage stilling til, hvordan et evt. milliardprovenu skal bruges.

”Vi er jo ikke drømmere, der sidder og fantaserer om, hvad vi vil med penge, som måske aldrig kommer ind i den virkelige verden,” siger Claus Hjort Frederiksen.

Børsnoteringen åbner ikke kun mulighed for, at staten sælger en mindre aktiepost i DONG. Goldman Sachs, der i dag ejer 18 pct., af DONG har lige som de øvrige aktionærer, som tæller pensionsselskaber og energiselskaber, også mulighed for at sælge deres aktieposter i selskabet. Flere af dem, kan dermed i teorien tjene mere på en børsnotering, end staten.