De store smil er fremme hos de mange ministre i den nye regering, men det må alligevel være en lidt svær start i det nye job. Trods et utal af reformer, der får flere danskere ud på arbejdsmarkedet, mangler de danske virksomheder masser af kvalificerede medarbejdere. I år vil manglen på arbejdskraft hæmme de privatejede virksomheder i så stort et omfang, at de går glip af en indtjening på ti mia. kr.
Det svarer til 0,4 pct. af landets samlede produktion målt på BNP. Spørgsmålet om at skaffe den nødvendige og kvalificerede arbejdskraft til de danske virksomheder bliver derfor en af hovedopgaverne for den nye socialdemokratiske regering – og det haster.