Capinordic Bank tjente 74 millioner kroner på »uforsvarlige« kunder

Bankledelsens advokat, professor Morten Samuelsson, kalder det smagsdommeri, når Finansiel Stabilitet kritiserer bankens långivning for at være uforsvarlig. Bankens konkurs skyldtes helt overvejende finanskrisen.

Stifteren af Capinordic, Lasse Lindblad, forlader her Østre Landsret for at holde frokostpause på en dag, hvor den tidligere bankledelses advokat, professor Morten Samuelsson, argumenterede for, at banken ikke havde handlet uforsvarligt, som Finansiel Stabilitet mener. Foto: Nils ?Meilvang
Læs mere
Fold sammen

Den krakkede rigmandsbank Capinordic Bank tjente kassen på en stribe udlåns­engagementer, som det statslige oprydningsselskab, Finansiel Stabilitet, betegner som »uforsvarlige«. Bankledelsen så stort på sin egen kreditpolitik, og især stifter og bestyrelsesmedlem Lasse Lindblad blandede sig i bankens kredidtgiving, lyder anklagen.

Men Capinordic Bank tjente ikke mindre end 74 millioner kroner i renter og gebyrer på tolv af de engagementer, som Finansiel Stabilitet kritiserer, fremførte den tidligere bankledelses advokat, professor Morten Samuelsson. Så helt ringe kan lånene altså ikke have været.

»Finansiel Stabilitet fremstår som smagsdommere, når de kritiserer, hvordan banken arbejdede,« sagde han.

Det var mandag de sagsøgtes advokats tur til at opsummere sit syn på sagen i Østre Landsret, hvor tidligere bankdirektør Henrik Juul, bestyrelsesformand Claus Ørskov og Lasse Lindblad afkræves 400 millioner kroner, og brik for brik søgte han at pille Finansiel Stabilitets argumentation fra hinanden.

Finanstilsynet og den eksterne revisor PWC kendte banken ud og ind, så hvorfor faldt de aldrig over uforsvarlige forhold, spurgte Morten Samuelsson. Banken var i hele sin levetid under skærpet tilsyn, og revisorerne gav alle regnskaber blanke påtegninger og rejste ingen kritik over for direktion og bestyrelse. Finansiel Stabilitet har under retssagen fremført, at Capinordic Bank overhørte advarsler fra Finanstilsynet i sommeren 2008 om at begrænse risikokunder, da tilsynet forhøjede solvenskravet til 24 procent. Tværtimod fortsatte banken med at yde nye lån, har anklagen lydt.

Men det afviste Morten Samuelsson lodret: »Det er korrekt, at banken bevilgede 11 nye tabsgivende lån fra finanskrisens indtræden og frem til konkursen i begyndelsen af 2010. Men de fleste havde til formål at begrænse tabet af tidligere låneengagementer. Højst 40 millioner kroner var egentlige nye lån eller forhøjelser, og det var ikke dem, der væltede banken,« sagde bankledelsens advokat.

Som tidligere beskrevet i Berlingske gav Finanstilsynet i juni 2007 fine karakterer til næsten 80 procent af Capinordic Banks udlån. Men sommeren 2008 fik piben en anden lyd, og nu talte tilsynet om engagementer af ringe bonitet og lån koncentreret på en snæver personkreds. Tilsynet gennemgik i juni 2008 11 udlån, hvoraf de syv fik gode karakterer året før. Seks af de 11 engagementer havde siden givet tab, men fire af disse tabsgivende udlån fik gode karakterer i juni 2007.

»Mon Finanstilsynet kastede med Carsten Fodes terning?« spurgte Morten Samuels­son polemisk under henvisning til Finansiel Stabilitets chefadvokat.

Flere af Capinordic Banks store problemkunder var også kunder i Roskilde Bank, som gik konkurs i september 2008. Det gjaldt blandt andre ejendomskoncernerne Centerplan, Oskar Jensen Gruppen og Aktiv Gruppen.

»Jeg tror, at Finanstilsynet havde nogle fortrolige informationer om Roskilde Bank, og at det var baggrunden for den vurdering af kunderne,« sagde Morten Samuelsson, som også pegede på, at Finanstilsynet sommeren 2008 gav tilladelse til, at Capinordic Bank kunne åbne filial i Sverige, samt at tilsynet i et internt notat i oktober 2009 vurderede, at der ikke var noget, der tydede på, at ledelsen i Capinordic Bank havde handlet uredeligt og dumdristigt.

Samuelsson er ikke i tvivl om, at Capi­nordic Banks krak skyldtes finanskrisen – og ikke uforsvarlig långivning: »Krisen havde en ødelæggende virkning for værdien af kundernes aktiver, bankens indtægtsgrundlag og udviklingsaktiviteter samt for værdien af bankens sikkerheder,« fastslog han.