Businessupdate: Midt i den værste krise i luftfartens historie ser nyt dansk charterflyselskab dagens lys

Berlingskes businessredaktion guider dig til torsdagens vigtigste nyheder inden for økonomi og virksomheder.

Grækenland var indtil torsdag kl. 16 blandt de få lande, som det ifølge Udenrigsministeriet stadig var muligt at rejse til. Her Ahata-stranden på den græske ø Karpathos. Nu er der kun to svenske regioner, som feriehungrende danskere kan rejse til. Fold sammen
Læs mere
Foto: Vibeke Toft/Ritzau Scanpix

God eftermiddag og velkommen til en opdatering på dagens vigtigste erhvervsnyheder.

Der er både nyt til boligejerne, til dem med penge i banken og til dem, der bare ikke kan få nok af historier om corona. Vi begynder i rejsebranchen.

Nyt dansk charterflyselskab bryder gennem coronamuren

Hvem havde gættet på, at et nyt dansk charterselskab ville se dagens lys midt i den værste krise i luftfartens historie? Næppe mange. Ikke desto mindre har Primo Tours, Copenhagen AirTaxi og den tidligere Jet Time-direktør Klaus Ren oprettet Airseven, som er navnet på det nyt dansk charterflyselskab.

Bag det nye flyselskab står erfarne folk fra rejse- og luftfartsbranchen. Ejerkredsen tæller ud over de førnævnte også investoren Carsten Kenneth Jensen. Selskabet er etableret med en indskudskapital på fem millioner kroner, skriver mediet Check-In.

»Vi tror på, at der er plads til et mindre og ikke mindst fleksibelt flyselskab. Vi tror, at tiden er moden til forandringer og innovative løsninger i flybranchen, som vi har samarbejdet tæt med i mange år,« siger administrerende direktør Bjarke Hansen fra Primo Tours til Check-In.

End­nu en stor­bank gør klar til at ram­me fle­re pri­va­te med minus­ren­te

Flere privatkunder i den Aalborg-baserede storbank Spar Nord bliver formentlig ramt af en minusrente på 0,6 pct. inden længe.

Til Børsen siger bankens adm. direktør, Lasse Nyby, at det er overvejende sandsynligt, at privates opsparinger på over 100.000 kr. bliver pålagt en negativ rente.

»Det er vigtigt at sige, at vi ikke har truffet beslutningen endnu. Men det rykker nærmere og nærmere,« siger Lasse Nyby, der i øjeblikket har sat grænsen ved 250.000 kr.

Sydbank sænkede for nylig sin minusrentegrænse til 100.000 kr.

DSV-chef venter på vaccineboom

Når den globale udrulning af vacciner mod covid-19 går i gang, er DSV Panalpina klar. Transportkoncernen ser gode indtjeningsmuligheder for at distribuere coronavacciner verden over.

Den danske transportkoncern har ifølge finansdirektør Jens Lund allerede været ude og fortælle om, hvorfor regeringer og andre kunder bør vælge DSV Panalpinas transportnetværk.

»Det ser vi store muligheder i at deltage i. Vi har selvfølgelig været ude og recitere vores kapabiliteter. Vi har fået nogle særlige kompetencer ind med Panalpina, hvor vi er i kontrol over en række gateways,« siger Jens Lund til Finans.

Og så her fem skarpe bud på historier fra journalisterne på Berlingske Business:

 

1. Så meget forventer Skat selv at ramme forbi med nye ejendomsvurderinger

Træfsikkerheden i de længe ventede nye ejendomsvurderinger bliver ikke høj. Kun 71 pct. ventes at ramme inden for skiven – som endda er sat til at være plus/minus 20 pct. af den nøjagtige værdi. DF tvivler nu på hele det nye system til ejendomsvurderinger. Læs historien fra Povl Dengsøe her

2. Højeste vækst i USA i efterkrigstiden – er det Trumps sidste hurra?

Amerikansk økonomi viste ikke overraskende meget flotte takter i tredje kvartal, hvor der stod genåbning på programmet. Både privatforbruget og investeringerne voksede kraftigt, og økonomien kan have indhentet coronatabet allerede i midten af næste år. Men aktiviteten blev alligevel holdt tilbage af en enorm smittebølge og udløbet af vigtige hjælpepakker. Læs analysen fra Ulrik Bie her

3. Mærsk-topchef før amerikansk valg: »Vi kan ikke sige, at det går fremad i øjeblikket«

Meget er ændret i USA under Donald Trump. Mærsk-chef Søren Skou fortæller til journalist Lasse Friis, hvad der bekymrer ham mest, og hvor den nuværende præsident har handlet klogt. Læs historien her

4. Netflix har forbudt øjenkontakt i mere end fem sekunder – danske virksomheder kan følge efter

Amerikanske virksomheder har udførlige regler, der skal komme seksuelle krænkelser i forkøbet. Det samme kan blive tilfældet i Danmark, fordi sexismebølgerne går højt, påpeger HR-eksperter. Læs Signe Terps historie her

5. Kendt erhvervsmand lader børsnoteret dansk selskab bukke under

Conferize, der har erhvervsmanden Lars Kolind blandt de største aktionærer, opgiver at fortsætte. Coronakrisen har dermed endeligt taget livet af IT-virksomheden Conferize, der har været børsnoteret på den mindre First North-børs i tre år. Læs Lasse Friis' historie her