Kære læser,
Velkommen til torsdagens Business-update fra Berlingske.
Vi skal blandt andet forbi en ny gren inden for kunstig intelligens, der skal spare logistikgiganten DSV for et massivt papirarbejde, og så er regeringens »frisættelse« af folkeskolen måske slet ikke det store opgør med bureaukratiet.
God læselyst!
#1 – Mens pengene vælter ind i Nordea, advarer de om udfordringer
Renterne stiger, og det gør Nordeas indtjening også.
Nordea kunne torsdag præsentere et overskud på ti milliarder kroner i bankens regnskab for tredje kvartal. Intet mindre end 34 procent mere end året før.
I et interview med Børsen advarer administrerende direktør i Nordea Frank Vang-Jensen dog om risiko for en hård landing.
»Jeg tror, man skal være rigtigt forsigtig med at forvente, at økonomierne, også i Norden, vil få en blød landing,« siger Frank Vang-Jensen til Børsen. Han frygter, at begivenhederne i verden kan ramme udviklingen i 2024 og 2025.
#2 – Kunstig intelligens sparer dansk gigant for omfattende papirnusseri
Børsen skriver, at en sprogmodel baseret på kunstig intelligens i den grad har fundet sin vej ind i de daglige rutiner hos virksomhedsgiganter rundt om i verden.
Hele 51 procent af virksomheder med mere end 250 medarbejdere bruger nemlig ai – kunstig intelligens – i dag.
En af de virksomheder er logistikvirksomheden DSV, der blandt andet benytter sprogmodellen til at tilfredsstille toldmyndighedernes omfangsrige krav. Modellen kan med brug af sproggenkendelse stå for at indtaste oplysninger og afkrydse felter i myndighedernes systemer.
»Ved større fortoldninger har vi kunnet se en reduktion i tidsforbruget på op til 40 procent,« siger Jesper Riis, der er informations- og it-direktør hos DSV, til Børsen
Læs hele historien hos Børsen.
#3 – Kendt revisor nægter sig skyldig inden retssag
Og nu til manden, der gemmer sig bag dagens overskrift.
Der er tale om den berygtede revisor Johnny Hast Hansen, som er tiltalt for uberettiget økonomisk vinding på bekostning af skattemyndighederne og kreditorer, skriver Finans.
Der er anmeldt krav for 22,5 millioner kroner mod Johnny Hast Hansen. I forbindelse med hans personlige konkurs blev et millionbeløb under en ransagning realiseret i kontanter i kufferter.
Ud over hans personlige konkurs er flere hundrede selskaber, hvor han har haft ledende roller, gået konkurs.
»Jeg har nægtet mig skyldig og kan ikke se, at jeg har gjort noget forkert overhovedet,« skriver Johnny Hast Hansen i en besked til Finans.
Læs hele historien om den spektakulære konkurs på Finans.
Tre uundværlige fra Berlingske Business
Du har måske allerede set dem, mens du har læst Berlingske i dag, men her er tre historier fra Berlingske Business, som vi mener, at du bør læse:
A. Regeringens »frisættelse« af folkeskolen bliver ikke et opgør med bureaukrati: »Meget lille« besparelse i Undervisningsministeriet
Der skal spares på statens administration, og folkeskolen skal sættes fri. Men der er kun fundet plads til en beskeden besparelse i Undervisningsministeriet, hvilket vækker undren. Ministeriet afviser en sammenhæng.
Læs dagens Berlingske Business forside her
B. Så mange milliarder bruger de forskellige ministerier – og her vil regeringen skære
400 millioner kroner om året vil regeringen spare på administration i staten. Få et overblik over, hvor besparelserne skal indføres.
C. I blodrødt aktiemarked skyder dansk »spiller« frem med over 100 procent
De er kendt fra skydespillet »Counter-Strike«. Og nu skyder de også frem på aktiemarkedet, der ellers bløder i takt med stigende renter.