Business Update: Ulykkesrapport du ikke må se, mere biodynamik og flyttedag i Washington

Læs mere
Fold sammen

God morgen og velkommen til en ny business-uge.

I februar 2013 fik en ung kvinde sin arm i klemme i et énmandsbetjent DSB-tog på Vejle Station. Ved et rent mirakel overlevede hun. Næsten fire år efter har Havarikommissionen endnu ikke offentliggjort sin rapport. Berlingske kan i dag fortælle, at den årelange forsinkelse bl.a. skyldes hårdt pres fra DSB, der var stærkt utilfreds med de første konklusioner fra Havarikommissionen om ulykken. Der står mange penge på spil.

Økologiske madvarer har fået godt tag i danskerne. Nu er turen så kommet til de biodynamiske varer, der adskiller sig fra de økologiske på flere områder. Trenden er blevet båret frem af gourmetkokke- og restauranter, blandt andet folkene bag Geranium, og selskaber som Aarstiderne og mejeriet Naturmælk, og en ekspert mener, at det biodynamiske marked kan blive lige så stort som det økologiske.

Er du tilfreds med dit forsikringsselskab? Kundetilfredsheden i forsikringsbranchen er generelt god, men landets største forsikringsselskab, Tryg, klarer sig langt dårligere blandt privat- end erhvervskunder. Læs hvilke selskaber, der har de mest tilfredse kunder.

Valget af Donald Trump som USAs nye præsident har delt den amerikanske befolkning i to, hvoraf den ene er dybt ulykkelig over udfaldet af valget. Der er dog én gruppe, som glæder sig særligt meget, og det er flyttefolkene i Washington. De går en travl januar i møde, når der skal skiftes flere tusinde job ud i Det Hvide Hus, Kongressen og ministerierne.

Business.dk bestyres i dag af Sonny Wichmann