Business Update: Topchefer vil have robotter, Mærsk-selskab mister profil og Danmark misser hallalturisme

Foto: Jens Astrup. DI holdt topmøde i Operaen onsdag. (Foto: Jens Astrup/Scanpix 2016)
Læs mere
Fold sammen

Godmorgen

Der er mange ting at være bekymret over, hvis man skal tro toppen af dansk erhvervsliv, der onsdag havde sat hinanden stævne i Operaen på Holmen til årets topmøde i Dansk Industri. Men robotter og ny teknologi er ikke én af dem. Og vi bliver ved topchefernes budskaber til politikerne. Hvis Danmark skal være en vindernation inden for digitalisering og industri­produktion 4.0., kræver det, at politikerne understøtter teknisk forskning højere end i dag, lyder det fra blandt andet Siemens og Novo Nordisk.

Det A.P. Møller - Mærsk-ejet Damco skal have ny topchef. En af de absolut mest magtfulde kvinder i Mærsk-hierakiet forlader nu koncernen. Det sker, da adm. direktør Hanne B. Sørensen ifølge en meddelelse fra Mærsk selv har valgt at forlade selskabet efter 22 år i koncernen.

Halalturismen vokser og vokser. Muslimske turister har fået en kraftig tørst på at udforske verdens mange lande – og særligt europæiske destinationer ligger højt på ønskelisten. Men i en rapport om halalturisme rangerer Danmark meget lavt som muslimvenligt turistmål. Danmark er ganske enkelt ikke klar.

EU's tidligere topchef José Manuel Barroso får pension fra unionen samtidig med sit job hos Goldman Sachs.

Her er nogle af onsdagens store begivenheder.

Med ønsket om en god dag.

Morten Thorborg Jasper

Jourhavende, Business.dk