Business Update søndag: Status på Danmarks 100 rigeste

Godmorgen

Det blev en uge sprængfyldt med nyheder. Lundbecks Kåre Schultz skal skifte job til giganten Teva, TDC købte Plenti og DONG vandt en aftale om at levere verdens største havvindpark. Og det var kun et lille udpluk.

Men i denne uge gør vi status på noget helt andet, som optager de fleste danskere: Danmarks allerrigeste.

For det blev ugen hvor Berlingske Business kunne offentliggøre listen over de 100 rigeste danskere. Og det går gennemgående rigtig fint for de rigeste - formuerne blandt de 50 rigeste i kongeriget Danmark er nemlig steget kraftigt siden finanskrisen.

Kigger vi på den absolutte top, så er Lego-familien stadig i en klasse for sig - familiens formue alene udgør nemlig en fjerdedel af den samlede formue blandt de 100 rigeste.

Ser man på top 10-listen, så tegner en anden tendens sig: Hele syv af Danmarks ti rigeste familier er nemlig jyske. Sønderjylland kan endda bryste sig af at have hele fire familier i den eksklusive top.

Lidt længere nede af listen kan bilfamilierne glæde sig over at være rigt repræsenteret på årets liste, selvom bilsalget står stille i øjeblikket. Mere end en håndfuld bilfamilier er der blevet plads til.

Og så er der dem, der er drattet ud af årets liste, fordi formuen ikke når på de 1,1 milliarder kroner, som det kræves for at nå top 100.

Men hvad skal vi egentlig mene om udviklingen blandt de rigeste danskere?  Erhvervsredaktør Peter Suppli Benson mener, at vi skal glæde os.

Fortsat god søndag

Jesper Woldenhof

Jourhavende, Business.dk