Business Update søndag: Spektakulær sejr til Kasi-Jesper

Foto: Mads Claus Rasmussen.
Læs mere
Fold sammen

Godmorgen

Det var ikke en helt almindelig skattesag, som fredag - formentlig - fandt sin afgørelse i Østre Landsret. Her stod Jesper Nielsen, også kendt som Kasi-Jesper, over for Skat i ét af efterhånden mange opgør - og denne gang løb Jesper Nielsen med en intet mindre end spektakulær sejr, mens Skat står forpjusket tilbage.

Sagens omdrejningspunkt har været Kasi ApS' sponsorater af Brøndby IF og AG Håndbold for et trecifret millionbeløb, som skattemyndighederne havde anset for maskeret udlodning til familien Nielsen. Skat fik medhold i Landsskatteretten, men tabte altså i Østre Landsret. Her fandt retten, at sponsoraterne var ganske sædvanlige og til markedspris med udgangspunkt i Codans tidligere sponsorat af Brøndby.

Den umiddelbare konsekvens af sagen bliver, at Kasi-familien kan se frem til at få nedsat sin skattepligtige indkomst med over 300 mio. kroner. Men hvad afgørelsen i øvrigt får af betydning for den verserende konkursbehandling af familien Nielsens selskab, Dojajean Holding, vides ikke. Med i den boopgørelse er blandt andet udeståendet med Skat og ikke mindst et endnu større beløb på omkring tre kvart mia. kroner, som Jesper Nielsen mener, at smykkeselskabet Pandora skylder ham.

Skat har mulighed for anke sponsorsagen til Højesteret, men skal man tro skatteminister Karsten Lauritzen (V), så kommer det ikke til at ske:

»Landsretten har afgjort en sag, der har været lang og udmarvende, særligt for Jesper Nielsen. Skat har tabt sagen, og selvom dommen skal nærstuderes, har jeg ikke fantasi til at forestille mig, at den bliver anket,« skriver skatteministeren i en kommentar til dommen.

Og imens må Skat nok imødese endnu en omgang kritik:

»Nederlaget til Skat prygler det skattesystem, som i forvejen er lagt ned af en række skandaler, dårlig ledelse og et sønderskudt image,« skriver Jens Chr. Hansen i en kommentar.

Fortsat god søndag

Jesper Woldenhof

Jourhavende, Business.dk