Business Update søndag: Nordeas nedtur fortsætter

Foto: Sarah Christine Nørgaard.
Læs mere
Fold sammen

Godmorgen

I en uge præget af verdenselitens topmøde i Davos stod Nordens største bank, Nordea, for den største nyhed - desværre af den kedelige slags.

For bankens årsregnskab afslørede torsdag, at 2017 formåede at gå fra ondt til værre. I et år præget af ballade og kundeflugt måtte storbanken notere et usædvanligt dårligt fjerde kvartal, hvor nettorenteindtægterne faldt med otte procent til 8,3 mia. kroner, mens gebyrindtægterne faldt med tre procent til 6,3 mia. kroner. Den samlede driftsindtjening faldt med seks procent til 16,6 mia. kroner.

Det satte sig i den grad i bundlinjen for hele året, som tog et ordentligt dyk på hele 19 procent eller godt 5,3 mia. kroner til 22,7 milliarder kr. Samtidig må banken notere sig en solid stigning i omkostningerne.

Særligt bankens planlagte flytning fra Sverige til Finland gjorde ondt på regnskabet for fjerde kvartal, hvor de svenske privatkunder stemte med fødderne og forlod banken i et omfang, så Nordeas markedsandel af svenske privatlån faldt med ti procent i fjerde kvartal alene.

I Danmark må bankens landechef Frank Vang-Jensen notere, at banken mister markedsandele i et voksende marked. Ved starten af 2016 havde Nordea udlån til danske privatkunder, der svarede til 19,1 procent af markedet. Siden er andelen faldet kvartal for kvartal og er nu nede på 17,4 procent.

Direktøren har gentagne gange understreget et mantra om at have fokus på kunderne, og det er mere af det samme, der skal vende den negative udvikling, efter at Panama Papers satte skred i de problemer, som banken fortsat står i.

»Det er et langt sejt træk, men vi forsøger at gøre en masse ting bedre i hverdagen. Vi skal gøre det mere enkelt at være kunde hos os, vi skal være mere tilgængelige for vores kunder, sænke vores ekspeditionstider,« sagde Frank Vang-Jensen i anledning af regnskabet.

Vi får se, om udviklingen vender for Nordea i 2018.

God søndag

Jesper Woldenhof

Jourhavende, Business.dk