Business Update søndag: Massiv fyringsrunde og kundeflugt i Nordea

Foto: TT NEWS AGENCY.
Læs mere
Fold sammen

Godmorgen

Storbanken Nordea har haft en usædvanlig begivenhedsrig uge. Det begyndte offensivt med nyheden tirsdag morgen om, at banken sammen med Jyske Bank lancerer betalingsløsningen Apple Pay i Danmark. En begivenhed som for en gangs skyld placerer banken i den digitale overhalingsbane i en dansk sammenhæng, hvor banken ellers har fået baghjul af ærkerivalen Danske Bank på det seneste.

Men de positive toner blev torsdag kraftigt overdøvet af de negative. Her kom det nemlig frem, at banken skal fyre 6.000 medarbejdere ved at digitalisere og centralisere yderligere. Samtidig viste regnskabet for tredje kvartal faldende indtægter og stigende omkostninger. Og i Danmark fortsætter kundeflugten.

Med Nordeas udmelding går en af Københavns største arbejdspladser ind i en periode præget af fyresedler og usikkerhed. »Tallet stod nærmest med flammeskrift. Det er et meget voldsomt tal,« siger Toni Madsen, der er formand for Kreds Nordea og de danske ansattes tillidsmand.

Men hvorfor egentlig denne dramatiske udvikling i Nordea? Erhvervsredaktør Peter Suppli Benson og Jens Chr. Hansen vurderer, at Nordea er presset i defensiven af sine egne aggressive udmeldinger om høje afkast til aktionærerne. Samtidig kommer banken på overarbejde for at bevise over for kunderne, at de mange afskedigelser vil komme kunderne til gode, skriver Jens Chr. Hansen.

Fortsat god weekend

Jesper Woldenhof

Jourhavende, Business.dk