Business Update søndag: Mærsk i offensiven, kostbar chef-exit og kursuschef af de sjældne

God søndag morgen. Så er det atter tid til et tilbageblik på ugens erhvervsnyheder.

Investorerne i A. P. Møller - Mærsk kan se frem til store nyheder, når Danmarks største virksomhedsgruppe om halvanden uge på selskabets kapitalmarkedsdag melder ud om de historiske forandringer, som er på vej. Berlingske Business kunne i mandags løfte sløret for tre af hemmelighederne, herunder at Mærsk har fundet den rådgiver, som blandt andet kigger på at lægge olieforretningen sammen med DONGs aktiviteter.

Men allerde torsdag var der stort nyt fra Mærsk, idet Maersk Line gik på opkøbstogt og kaprede verdens syvende største containerrederi Hamburg Süd. Dermed slog den nye topchef Søren Skou fast med syvtommersøm, at Mærsk også fremover vil være den førende på verdenshavene, når det drejer sig om at flytte gods mellem verdensdelene.

Ugens største nyhed fra chefgangene var, at Henrik Brandt efter otte år og en ottedobling af aktiekursen takker af som adm. direktør i Royal Unibrew. Ønsket om mere plads i kalenderen ligger bag beslutningen, som han er sikker på, at han vil fortryde fra tid til anden.

Det er svært at sætte værdi på en enkelt ansat, men når topchefer i Danmarks børsnoterede virksomheder stopper, så har vi en sjælden mulighed for det. Nyheden om Henrik Brandts afgang senest til sommer gav med det samme et stort smæk på børsen, hvor værdien af bryggeriet faldt med over 1,3 milliarder kr.

En anden chef, der næppe er så værdsat, er den skandaleombruste kursusdirektør Peter Sonne Joensen fra Probana. Probana udbyder blandt andet ledelseskurser, men Peter Sonne selv er ikke ligefrem et forbillede, når det gælder god ledelse. Berlingske Business kunne således afsløre indholdet i en email, som Peter Sonne onsdag sendte til sine medarbejderer, hvori han koldt og kynisk meddelte, at en del af staben ikke vil få deres løn, medmindre de fik »rykket penge hjem« fra debitorer.

Og nu kører Atea-sagen - den største danske bestikkelsessag i nyere tid - hvor tre offentligt ansatte ifølge anklageskriftet har fået IT-udstyr og mobiltelefoner af Atea helt gratis eller med kæmperabatter. I intern Atea-email tales der direkte om »smørelse«, kom det frem i retten, og anklageren går benhårdt efter ubetinget fængsel til de tre tiltalte.

Og så fik vi en ny Trekløver-regering bestående af Venstre, Liberal Alliance og De Konservative, som i lancerede et ambitiøst regeringsgrundlag, som erhvervslivet tog godt imod. For privatpersoner blev det ikke til en konkret lempelse af topskatten. Men landets nye regering lægger op til at fastfryse ejendomsskatten på jord på det nuværende niveau frem til 2020. Det vil skåne boligejere især i hovedstadsområdet for femcifrede stigninger i jordskatten, der ligger i det nuværende system. Se hvor meget boligejerne sparer på fastfrysning af ejendomsskatten i din kommune .

Læs eller genlæs de gode historier fra Berlingske Business fra ugen der gik. God søndag

Sonny Wichmann, jourhavende Business.dk