Business Update søndag: Lettelse hos Novo og Posten - Opad bakke med regeringens jobflytning

Øverst tv. Novos forskningsdirektør Mads Krogsgaard Thomsen (foto: Liselotte Sabroe), nederst tv. Minister for offentlig innovation Sophie Løhde (foto: Mads Claus Rasmussen), øverst th. (foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen) og nederst tv. Søskendeparret bag Mate.bike (foto: Linda Kastrup) Fold sammen
Læs mere

God søndag morgen - og velkommen til sidste dag i efterårsferien. Her får du et overblik over ugens væsentligste erhvervsnyheder.

I et par af landets største virksomheder blev lang tids spænding endelig udløst i denne uge. Vi begynder hos Novo Nordisk som onsdag aften nåede klimaks for 25 års forskning, da 16 medicinske eksperter i USA gav deres fulde opbakning til den danske medicinalkæmpes store fremtidshåb, Semaglutid. Dermed er Novo Nordisk tæt på at kunne lancere sit nye guldæg på det vigtige amerikanske marked.

Novo-aktien var i dagene op til »eksamen« i USA steget pænt i forventning om, at eksperterne ville vende tommelfingrene opad, og det blev da også en gylden uge for Novo-aktionærerne, hvis investering voksede med i alt syv pct. på den gode nyhed.

Også det danske postvæsen kunne for en tid ånde lettet op, da den svenske og den danske stat fredag eftermiddag lancerede en redningsplan for PostNord, hvis danske forretning var tæt på at løbe tør for penge. Redningspakken koster 1,7 milliarder kr., og heraf kommer Danmark til at bidrage med de 1,4 milliarder, fordi den danske lønningsliste skal skæres voldsomt ned med blandt andet tjenestemænd, som har meget favorable aftrædelsesvilkår.

I alt skal 4.000 af de 10.000 ansatte forlade det danske postvæsen. Men på trods af den massive nedskæring er formanden for de danske postbude tilfreds. »For os var det et spørgsmål om 4.000 eller 10.000 afskedigelser,« sagde Lars Chemnitz oven på den dramatiske udmelding.

De er ikke kun hos Posten, at statsansatte mister deres arbejde. Vi har i denne uge fokuseret på udflytningen af 3.900 statslige job fra hovedstaden til provinsen, og den foreløbige opgørelse er bekymrende. Af de statslige job, der allerede er flyttet til provinsen, har tre ud af fire ansatte valgt ikke at flytte med, og det giver nogle steder problemer med sagsbehandlingen over for borgerne. For eksempel har Skat foreløbig flyttet 110 job ud, men kun én ansat har valgt at flytte med.

Et bredt udsnit af landets toneangivende økonomer er ikke i tvivl. Udflytning af statslige arbejdspladser er en dårlig idé set med samfundsøkonomiske briller, fordi tre fjerdedele af de ansatte vælger ikke at følge med ud, hvilket medfører et stort videnstab. Selv blandt de økonomer, der er positive, er der kritiske røster over for regeringens håndtering af den igangværende udflytning, fordi den spreder arbejdspladserne for tyndt ud.

Savner du nye investeringsmuligheder, så er der lys forude. De har ladet vente længe på sig. Men i løbet af november vil to danske virksomheder sandsynligvis gå til børsen med planer om at blive børsnoteret. Og i januar ser det ud til, at flere selskaber følger trop. Du kan blandt andet se frem til at kunne skyde penge i køkkener, østeuropæisk svineavl, formidling af boliglån og vandrensning.

Det er ikke alle kapitalsøgende virksomheder, som benytter sig af fondsbørsen. Crowdfunding er det store hit blandt helt nye virksomheder, og søskendeparret Christian Adel Michael og Julie Kronstrøm har haft - næsten for - overvældende succes med deres firma Mate.bike, som har hentet 40 mio. kr. ved crowdfunding mod at levere 6.000 smarte elcykler. De er imidlertid udsat for voldsom kritik, fordi de har haft svært ved at levere cyklerne som aftalt, og i denne uge kunne vi så fortælle, at mange af deres elcykler simpelthen ikke må køre på vejene i Danmark og resten af EU, fordi de kører for stærkt til at kunne betragtes som elcykler.

I morgen begynder hverdagen igen, og så lyder startskuddet til regnskabssæsonen for tredje kvartal. På business.dk vil du kunne følge den økonomiske udvikling i blandt andet Jyske Bank, Nordea, Novozymes, Chr. Hansen, DSV og Topdanmark.

Fortsat god søndag og god læselyst

Sonny Wichmann, jourhavende på business.dk