Business Update søndag: Det værste angreb mod Mærsk nogensinde

Foto: © Danish Siddiqui / Reuters

Godmorgen

Det blev en uge de sent vil glemme i IT-afdelingen hos A.P. Møller-Mærsk. Eller for den sags skyld på direktionsgangen.

Tirsdag klokken ca. 13.20 blev tiden skruet tilbage til engang i 1990erne for rederigiganten. Man var blevet ramt af det værste virusangreb i selskabets historie.

Værst gik det ud over APM Terminals, hvor praktisk taget alle terminaler blev lagt ned af Goldeneye-virussen. Alle elektroniske hjælpemidler var sat ud af kraft. Skibenes ankomst kunne ikke koordineres. Skibene kunne ikke lastes og lodses. Containerne kunne ikke distribueres videre. Kort sagt: Kaos.

For Maersk Line, verdens største containerrederi, var problemet især, at kunderne ikke kunne booke plads på rederiets skibe. Det danske rederi modtager på en time normalt 3.300 bookinger­ på containere, hvilket svarer til en omsætning på ca. 40 mio. kroner i timen – ­eller en mia. kroner om dagen. Nu var Maersk Line reduceret til at modtage ordrer i relativ sneglefart med håndskrevne bestillinger, hvilket ikke er set siden 1990erne.

A.P. Møller-Mærsk forventer at kunne levere nogenlunde normal drift mandag morgen - knap en uge efter nedbruddet. Hvor dyr episoden ender med at blive i form af tabte kunder og bookinger vides endnu ikke. Kunderne har over en bred kam rost Mærsk for håndteringen af forløbet, om end de værste konkurrenter har noteret flere bookinger.

Mærsk har efter eget udsagn brugt alle kræfter siden nedbruddet på at komme online igen. Men der venter et efterspil: Hvordan kunne det gå så galt?

Måske får vi svar i den kommende uge.

Fortsat god søndag

Jesper Woldenhof

Jourhavende, business.dk