Business Update: Oliens kostbare prisdyk, B&Os ubalance og mænds nej til barsel

God morgen og velkommen til en ny uge med businessnyheder.

Hvis du har tanket benzin i weekenden, har du sikkert lagt mærke til, at priserne var steget noget. Men olieprisen ligger stadig meget lavt i forhold til for et par år siden. Efter olieprisens voldsomme dyk i midten af 2014 har den ene olievirksomhed efter den anden annonceret fyringsrunder, og herhjemme er det samlede antal mistede job nu løbet op i mindst 1.300.

Også det danske designikon Bang & Olufsen har i flere år været i krise. Med bestyrelsesformand Ole andersen i spidsen er Struer-virksomheden i gang med en større tilpasning, men strategien trænger til et serviceeftersyn. For mens det nyere og billigere brand B&O Play stormer frem og nu er tæt på at udgøre halvdelen af forretningen, så halter det gevaldigt med at sælge de dyrere luksusprodukter .

Danske mænd har ret til at gå på barsel i op til 34 uger på barselsdagpenge. Alligevel er der rigtigt mange mænd, som fravælger at holde barselsorlov med deres barn. Faktisk er det mere end en tredjedel af alle danske mænd, som ikke tager så meget som én dags barselsorlov. Er det mandschauvinistiske normer, der afholder danske mænd fra at tilbringe en længere periode med deres små børn? Læs også hvad håndværkeren Nikolai Hansen fik ud af to måneders barselsorlov.

Allerede i sin første uge som transportminister har Ole Birk Olesen (LA) lagt sig ud med en stribe transport­ordførere i Folketinget. Efter blot to dage på posten skulle Ole Birk Olesen den 30. november svare på spørgsmål i Folketingssalen. Blandt andet om han har tillid til ledelsen af Havarikommissionen efter Berlingske Business' afsløringer af en række kaotiske forhold i statens uafhængige sikkerhedsvagthund. Ifølge en stribe transport­ordførere slap Ole Birk Olesen særdeles uheldigt fra sin ilddåb i folketingssalen som minister.

Mandagens finansmarkeder vil blandt andet være præget af, at italienerne i går stemte klart nej til premierminister Renzi’s forfatningsreform. Han har bebudet sin afgang, og der med er usikkerheden om EUs tredjestørste økonomi forværret. Læs også Business-kalenderen.

Business.dk bestyres i dag af Sonny Wichmann. God dag.