Business Update: Nye tider i klimalandskabet, en ærlig Nordea-boss og ballade i Skagen

Godmorgen.

Det er er blevet torsdag og tid til et nyt kig ud i det erhvervsjournalistiske landskab, der - som det hører sig til i sommeren - er fattig på de helt store nyheder.

En af dem finder man dog i nærværende avis, hvor klimaminister Lars Chr. Lilleholt varsler et klimapolitisk nybrud. Anledningen er, at EU-Kommisionen onsdag fremlagde sit udspil, der blotlægger, hvordan Danmark i fremtiden skal indrette sin udledning af drivhusgasser indenfor bygninger, transport og landbrug - eller det der lidt mere usexet er kendt som den ikke-kvotebelagte sektor.

Og her er Danmark blevet spændt hårdt fast for vognen. 39 procent skal det reduceres med, og det får ministeren til at varsle et sporskifte. Hvor mens vi hidtil har været stærkt optaget af tiltag inden for vindmøller og solceller, har vi endnu ikke fået vores biler, boliger og landmænd helt med på klimavognen.

»»Det bliver en meget, meget stor opgave. Vi kommer til at kigge på, hvordan vi indretter hele klima- og energipolitikken, og hvordan vi kan gennemføre tiltag på det ikke-kvoteomfattede område, for det er her, Danmark har en forpligtigelse og en kæmpe. kæmpe udfordring. Og så må vi i mindre grad kigge på tiltag på det kvoteomfattede område, der jo er vindmøller og energiindustrien,« siger Lilleholt til Berlingske.

Og videre til andre, der måske har fået lidt for meget opmærksomhed i det første halve år. Onsdag morgen præsenterede Nordea sit halvårsregnskab, og selvom det viste sig at være stærkere end forventet, var det en anden meddelelse, der løb med opmærksomheden. Nordea benyttede nemlig lejligheden til at offentliggøre konklusionen på den interne undersøgelse, man søsatte i kølvandet på sagerne om skattely og forbindelsen til Mossack Fonseca i Panama. Her varslede man først og fremmest store ændringer i den udskældte Luxembourg-afdeling.

Og i et interview med Berlingske Business konkluderer den nye danske topchef, Peter Lybecker, da også, at det har været et hårdt år for Nordens største bank.

»Det har ikke været noget supersjovt halvår at stå på mål for de her ting,« siger Lybecker i interviewet.

Og vi skal videre til Skagen, hvor der bogstaveligt talt er gået fisk i den. Som bekendt dækker Berlingske Business den så berygtede uge 29 i den nordjyske by, hvor erhvervslivet og kendisser har for vane at søge mod landets nordligste punkt, og dagens afsnit handler om en pikant sag med Skagens rigeste ægtepar, Henning og Birthe Kjeldsen, i hovedrollen. Det viser sig nemlig, at de to sidste år blev politianmeldt af miljøorganisationen Greenpeace, der beskylder ægteparret for på ulovlig vis at rage flere fiskerikvoter til sig, end loven tillader.

Det skulle være sket ved, at Birthe Kjeldsen og andre familiemedlemmer på ulovlig vis har købt kvoter i eget navne blot for at lade dem sive dem videre til Henning Kjeldsen. Sagen er meldt til Fiskerikontrollen, der skal tage stilling til sagen.

Onsdag kunne Berlingske fortælle, at topledere er blevet mere risikovillige. Og det er en god ting, skriver Berlingske Business souschef, Mikael Hjorth. Det er nemlig positivt, når chefer ikke er bange for at fejle og tør tage favntag med en »rigid nulfejlskultur,« skriver han.

Senere torsdag morgen kommer Danske Bank med deres halvårsregnskab, og lidt senere i dag er der rentemøde i ECB - det første af sin slags siden briterne stemte sig ud af EU. Få hele oversigten over dagens begivenheder her.

Jourhavende i dag er Michael Alsen og Sonny Wichmann.