Business Update: Nedlukning af Skat, nye krav mod KMD og Business-kvinder og børn

Læs mere
Fold sammen

God morgen og velkommen til et eksklusivt interview med Skats nye direktør, 48-årige Merete Agergaard, som har fået den udfordring at genoprette tilliden til det, der om noget er forudsætningen det danske velfærdssamfund. Med de seneste års mange skandalesager i Skat er der ingen anden udvej end at begynde helt forfra. »Jeg forestiller mig, at jeg på et eller andet tidspunkt skal slukke for kontakten for det Skat, som vi kender nu«, siger Merete Agergaard i interviewet med Berlingske.

I en anden stor virksomhed, IT-koncernen KMD, sidder topchefen Eva Berneke, også med noget af en udfordring. Storleverandøren af kommunal IT er så forsinket med at levere nye systemer, som skal afløses KMDs gamle monopolsystemer, at kommunerne nu vil kræve at få store penge tilbage. Det kommer oveni et 700 mio. kr. dyrt søgsmål, som skatte­minister Karsten Lauritzen har varslet mod selskabet, der står foran en børsnotering.

Ja, kvindelige topledere har noget at se til. Men karriere eller ej - tid med børnene er danske business-kvinders allerhøjeste prioritet. Hvor vigtigt og spændende jobbet end er, så er det henvist til andenpladsen, når kvinder med hjemmeboende børn skal prioritere forskellige hensyn i deres arbejds- og privatliv. Det viser en spørgeskemaundersøgelse, som Berlingske har foretaget blandt flere end 800 professionelle kvinder, som er tilknyttet Berlingskes Kvinde­panel.

Erhvervsmediet finans.dk fortæller i dag, at fagforbundet 3F har vundet en sag over Metroselskabet, som har snydt sine ansatte. Men halvandet år efter, at 3F vandt 22 mio. kr. til underbetalte arbejdere, viser det sigt, at kun 12 mio. kr. er blevet sendt videre til de metromedarbejdere, der i første omgang blev snydt for løn. Resten beholder 3F.

Børsens tophistorie kører på, at statens skraldespandsselskab, Finansiel Stabilitet, nu vil jage skyldnere, der optræder i de såkaldte Panama Papers, for at få dem til at betale deres gamle gæld til de banker, som Finansiel Stabilitet måtte overtage i kølvandet på finanskrisen.

I en ny lækage om skattely fortæller Politiken og DR i øvrigt i dag om en af de mere bemærkelsesværdige sager, som handler om tidligere EU-kommissær Neelie Kroes, som har holdt skjult, at hun har været involveret i et Bahamas-selskab.

Business.dk styres i dag af Sonny Wichmann. God dag