Business Update: Mindre olie, mere fadøl, færre pensionskroner

Læs mere
Fold sammen

God morgen

Det er nok en god idé, at få tanket bilen op hurtigst muligt. Olieprisen brager nemlig op, efter at de to ærkefjender, Saudi-Arabien og Iran, og de øvrige OPEC-lande i går aftes blev enige om at skrue ned for produktionen.

Og inden for de »gyldne dråber« melder Carlsberg i dag ud, at man er klar til en offensiv på det danske ølmarked. Med en ny fadølsteknologi, der holder øllet friskere, satser ølgiganten nu stort på danske restauranter og barer og vil på den måde øge danskernes indtag af fadøl. Den ukronede ølkonge, Mikkel Borg Bjergsø (ham med Mikkeller), tror, at det måske ville være bedre at ændre på selve produktet, og det får han medhold i på facebook.

Ja, de gamle bryggerier møder konkurrence fra mange kanter. Man kan næste tale om undergravende virksomhed, når den nye deleøkonomiske vinkælder, Under UrbanWineBox, har slået sig ned i perfekt tempererede og fugtkontrollerede rammer under Carlsberg Byen. Det er et helt nyt koncept, hvor dionysiske københavner­e kan opbevare og handle deres dyre dråber.

For mange danskere kan vin måske være en god investering til den tredje alder i stedet for almindelig pensionsopsparing. Nye beregninger viser nemlig, at LO-medlemmer kunne få tre-fire procent mere ud af deres pensionsopsparing, hvis den i stedet blev placeret som fri opsparing eller som afbetaling på en ejerbolig. Det skyldes det såkaldte samspilsproblem, der betyder, at egen opsparing til pension i mange tilfælde ikke kan betale sig, fordi det medfører en modregning i de offentlige ydelser.

Jyllands-Postens erhvervsmedie Finans.dk skriver i dag, at antallet af bankmedarbejdere, som udelukkende beskæftiger sig med at bekæmpe hvidvask, er eksploderet. Og regningen ender hos kunderne.

Børsens tophistorien handler om det nye jobfradrag, som er en hjørnesten i regeringens vision om, at det bedre skal kunne betale sig at arbejde. Nu skydes forslaget ned af økonomer og politikere. Jobfradraget vil blandt andet koste 1.600 job.

Business.dk bestyres i dag af Sonny Wichmann. God dag.