Business Update: Miljøstramninger, Føtex mod Irma og bristede sommerhusdrømme

Alt fra bilafgifter og energirenoveringer til landbrugsproduktion skal måske gentænkes, når EU-Kommissionen ved middagstid offentliggør, hvor meget drivhusgasudledning Danmark skal skære væk. Danmark, der i forvejen er miljøduks, skal skære mest, og meget tyder på, at det er bilejerne og husholdningerne, der kommer til at holde for.

Og de miljøbevidste danske husholdninger kan nu se frem til, at  Dansk Supermarked kører sin dagligvare­kæde Føtex i stilling til at konkurrere på økologi med Coops økologiske flagskib Irma i København. Målet er at blive nummer ét i hovedstaden.

Landets topchefer træffer i dag hurtigere beslutninger end for ti år siden, men laver til gengæld også flere fejl. Et øget pres fra bestyrelser, aktionærer og fremadstormende konkurrenter får nemlig topcheferne til at tage flere chancer. Læs mere om en ny ledelsesundersøgelse fra People Test Systems.

Fra Skagen kan vores udsendte Birgitte Erhardtsen i dag berette om den kontroversielle finansmand Lasse Lindblad, som op til finanskrisen investerede stort i en kæmpe strandgrund i Ålbæk lidt syd for Skagen. Idéen var at udvikle sommerhuse, men projektet blev aldrig til noget, og i dag ejer Lindblad-parret mange tusinde kvadratmeter klitter direkte til Kattegat med blot et enkelt sommerhus.

 

I sidste uge solgte lakridskongen Johan Bülow aktiemajoriteten i sin virksomhed til en svensk kapitalfond. Det faldt nogle for brystet. Men der er ingen grund til klynk, skriver Claus Skovhus i dagens blog.

Onsdag morgen byder på halvvårsregnskab fra Nordea, og der kan komme nyt om storbankens egen undersøgelse af sin indblanding i Panama-sagen. Se i øvrigt Business-kalenderen.

Business.dk bestyres i dag af Sonny Wichmann. God dag.