Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
God eftermiddag og velkommen til torsdagens Business-update.
Vi skal i dag høre om en kendt energikæmpe, som har nydt godt af det seneste års turbulens på grund af krigen i Ukraine og de stigende priser på fossile brændstoffer.
Vi skal også forbi landets største medicinalkoncern, Novo Nordisk, der har besluttet sig for at give medarbejderne en belønning. Men vi starter et helt andet sted med en historie, der berører alle danske boligkøbere.
Forbrugerrådet advarer mod boligforsikring
Når danskerne køber bolig, sikrer mange sig mod skjulte fejl. Det sker ved at købe en ejerskifteforsikring, men nu lyder der en advarsel: Alt for få forsikringsselskaber sælger den type forsikring, og konkurrencen på det marked er alt for lille. Det skriver politiken.dk.
Ejendomsmæglere, boligadvokater og bygningssagkyndige fremhæver, at der er meget få selskaber på markedet for ejerskifteforsikringer.
Det bekymrer Forbrugerrådet Tænk.
»Det er en kæmpe problemstilling, som er helt uholdbar. Det er noget, vi er opmærksomme på. Det er en situation, der ikke kan blive ved«, siger seniorjurist Jakob Steenstrup.
Han mener, at der er monopollignende tilstande på markedet for ejerskifteforsikringer.
Udviklingen kan ses af, at der i 2021 var 223.767 aktive ejerskifteforsikringer, hvoraf næsten 40 procent lå hos et enkelt firma, nemlig Dansk Boligforsikring. Gjensidige Forsikringer var den næststørste spiller med 25,4 procent af markedet i 2021.
På samme tid er konkurrenter som Tryg og Codan helt holdt op med at tilbyde ejerskifteforsikringer, og flere mindre forsikringsselskaber er gået konkurs.
Presseansvarlig hos Dansk Boligforsikring, Rasmus Brandt Jensen, afviser over for politiken.dk, at der er monopollignende tilstande – han mener, at der er skarp konkurrence på markedet.
Energikæmpe får historisk stort overskud
Vi er midt i den grønne omstilling, men det afholder ikke Shell fra at tjene godt med penge. Energikæmpen kom ud af 2022 med et overskud på lige over 270 milliarder kroner. Det er det hidtil største i koncernens historie. Det skriver Financial Times.
Shells hidtil største overskud var på 192 milliarder kroner i 2008.
Rekordresultatet kommer efter et meget omtumlet år på energimarkedet, som har givet husholdningerne nogle meget højere omkostninger. Shell er langt fra det første energiselskab, der kommer ud med stort plus på bundlinjen. Det samme gør eksempelvis ExxonMobil, Chevron og BP.
Alle har nydt godt af høje priser på fossile brændstoffer i de seneste 12 måneder som følge af omvæltningerne efter Ruslands invasion af Ukraine.
Disse højere overskud hos Shell og konkurrenterne har ført til udbredte krav om højere beskatning, og både EU og Storbritannien har det seneste år indført nye afgifter.
Ansatte hos Novo kan blive forgyldt
Novo Nordisk tilbyder en sen julegave til koncernens mange tusinde ansatte. Alle medarbejdere får mulighed for at takke ja til 37 såkaldte restricted stock units. Det skriver finans.dk med henvisning til Novo Nordisks årsrapport.
Disse aktier kan i august 2026 veksles til regulære Novo Nordisk B-aktier under den forudsætning, at medarbejderen fortsat er ansat i koncernen til den tid. Novo Nordisk angiver selv, at programmet kan løbe op i cirka to millioner aktier til en samlet pris på 1,3 milliarder kroner.
»Det er for at udtrykke vores store taknemmelighed til vores dedikerede medarbejdere over hele verden. Det er en anerkendelse af deres indsats i anledning af fejringen af vores 100-års fødselsdag,« siger Katrine Sperling, der er kommunikationschef i Novo Nordisk til finans.dk.
Novo Nordisk B-aktien lukkede onsdag i en kurs på 942,2 kroner pr. aktie. Det vil sige, at jubilæumsgaven i øjeblikket har en værdi på næsten 35.000 kroner.
I 2019 lavede Novo Nordisk et tilsvarende program, der dog var af mindre omfang.
Fire uundværlige fra mine kolleger på Business:
A: Nicolai Wammen skovler langt flere milliarder ind i skat end ventet
De foreløbige tal for statens konto for 2022 viser et plus på 144 milliarder kroner. Det endelige resultat vil blive langt bedre, mener cheføkonom i 3F, Frederik I. Pedersen. Regeringen får flere skatter ind på en række områder.
Læs historien her.
B: Vild stigning efter regnskab – Meta-aktien skyder i vejret
Virksomheden, der står bag Facebook og Instagram, planlægger et tilbagekøb af aktier for 40 milliarder dollar.
Læs historien her.
C: Førende finanseksperter dumper ATP: Pengetanken har udhulet danskernes penge i et årti
Supertankeren ATP har i 2022 tabt milliarder på vegne af danskerne. I en ny analyse fælder to af landets førende finanseksperter dom over, hvordan pengetanken de seneste ti år har forvaltet danskernes pensionspenge. Konklusionen er dyster. ATP afviser kritikken.
Læs historien her.
D: Store rentefald og aktiefest efter magiske ord fra Powell
Den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, varslede flere rentestigninger til foråret, men finansmarkedet hørte kun én ting: At der er udsigt til lavere inflation.
Læs historien her.