Business Update: Mærsk under forandring og detailkæmpes bank-kvaler

Læs mere
Fold sammen

Godmorgen

Vi er halvejs gennem ugen og begynder dagen med at stille skarpt på kommandobroen i landets største virksomhed.

A.P. Møller - Mærsk kan inden for de næste ti år udvikle sig til en anden virksomhed, end vi kender den i dag. Bestyrelsesformand Michael Pram Rasmussen løfter nu for første gang lidt af sløret for de strategiske tanker, som bestyrelsen i den store danske virksomhed arbejder med for at skabe fremtidens A.P. Møller - Mærsk. Erhvervsjournalist Lasse Friis udlægger teksen for dig.

Fra komandobroen i Mærsk bevæger vi os ind i maskinrummet på en dansk detailkæmpe. Den medlemsejede daglig­varekoncern Coop etablerede for tre år siden en bank, men banken er milevidt fra de målsætninger, som lå til grund for oprettelsen af banken. Formanden vil skyde penge i projektet, så længe der er fremgang at spore. Og det er der, siger bankdirektøren. Kritikere sår tvivl om bankens lønsomhed.

Ikke en dag går uden at Panama skal nævnes. For står det til EU-Kommissionen, skal alle større selskaber i vid udstrækning rapportere om deres indtjening og skattebetalinger land for land – både i EU-lande og i lande på en »sort liste« over skattely. Panama-lækket giver momentum, men stort slagsmål er i vente. Læs i den forbindelse også Claus Skovhus' blog om det morads af indviklet skatteregler, som hele EU er filtret ind i.

Og så til en usædvanlig sag. Den bogaktuelle forfatter og tidligere direktør Michael Teschl har ifølge dom uberettiget trukket penge fra tobaksenken Tineke Færchs pengetank til sit eget projekt – en såkaldt etikportal.

Det værste er tilsyneladende ovre for olieprisen, skriver Bloomberg. Forventningen i oliebranchen er priser omkring 50 dollar i løbet af 2017.

Sydbank har i årevis hjulpet velhavende tyskere med at undgå at betale skat gennem en filial i Gråsten, skriver Finans.dk.

Læs om dagens øvrige begivenheder her.

Med ønsket om en god dag.

Morten Thorborg Jasper

Jourhavende, Business.dk