Business Update: Mærsk i skattely, ekstraregning til andelsboliger og kindhest til Coop

A. P. Møller - Mærsk er den danske koncern, der ejer flest selskaber i skattely, viser en undersøgelse. Overfor Berlingske Business giver Mærsk nu for første gang indblik i, hvorfor koncernen placerer selskaber i skattely som Bermuda og Panama, hvordan Mærsk opererer selskaberne, og hvor skatten betales.

Nykredit led onsdag et svidende nederlag i Højesteret, da realkreditkæmpen måtte acceptere, at andelsboligforeningen Duegården på Frederiksberg går konkurs efter eget ønske. Men dommen kan betyde, at det kan komme til at blive både dyrere og mere besværligt at låne penge i landets andelsboligforeninger.

Coops topchef Peter Høgsted er gået i clinch med både fødevareministeren og konkurrenter ved at stå uden for en mærkningsordning for svinevelfærd. Nu laver Coop sit eget mærke, men det får en hård medfart af konkurrenterne.

Aktionærerne i Lundbeck jubler. Aktien er på et år, siden offentliggørelsen af Kåre Schultz’ som ny topchef, tæt på at være fordoblet. Men kan personfikseringen på Schultz give bagslag? Det advarer erhvervskommentator Jens Chr. Hansen om i sin blog.

Dong Energy, der længe har været på vej på børsen i København, præsenterer måske i dag sin plan for børsnoteringen. Se i øvrigt Business-kalenderen.

Dagens jourhavende på business.dk er Sonny Wichmann