Så blev det fredag eftermiddag og dermed tid til ugens sidste Business-update her fra erhvervsredaktionen på Berlingske.

Kriseramte SAS præsenterede tidligere på dagen sit regnskab for december måned, der endte med et underskud på 196 millioner svenske kroner.

Regeringen, repræsenteret af tre socialdemokratiske ministre, har samtidig holdt pressemøde om Nordic Waste-sagen i Erhvervsministeriet. Her slog de fast, at regeringen »kommer til at gøre alt, hvad vi kan for at placere regningen der, hvor ansvaret er«.

Derfor har regeringen givet Kammeradvokaten til opgave at undersøge, om andre virksomheder i nærheden af jordskreddet også kan drages til ansvar for ulykken, og om ledelsen eller andre personer i og omkring Nordic Waste kan gøres ansvarlige for skader. Det gælder både oprydning, erstatning og strafferetligt ansvar.

Du kan følge udviklingen i den opsigtsvækkende sag løbende på berlingske.dk.

Her får du dagens tre mest opsigtsvækkende erhvervsnyheder.

#1 – Erhvervslivet har mistet tålmodigheden med Morten Bødskov

De danske iværksættere har ventet siden sommeren 2020 på en ny strategi, der skal forbedre rammevilkårene og gøre det nemmere at starte virksomhed.

Simon Kollerup (S) nåede det aldrig i sin tid som erhvervsminister, og selvom erhvervsminister Morten Bødskov (S) lovede at tage fat på området som noget af det første, da han tiltrådte i december 2022, venter iværksætterne stadig.

Og nu har landets to største erhvervsorganisationer mistet tålmodigheden.

Det er yderst sjældent, at Dansk Industri og Dansk Erhverv går sammen ud med et fælles budskab, men det er tilfældet i erhvervsmediet Finans denne fredag.

Det går for langsomt, og der skal skrues gevaldigt på knapperne, lyder opråbet. Ellers kommer Danmark til at miste endnu flere iværksættere, der enten flytter til udlandet eller går konkurs – fordi vilkårene er så dårlige i dag.

Erhvervsministeren har i månedsvis fortalt, at regeringens udspil til en ny iværksætterstrategi er lige på trapperne.

I et nyligt svar til Folketinget fortæller Morten Bødskov, at han har indkaldt alle Folketingets partier til drøftelser om deres prioriteringer til en ny iværksætterstrategi.

Han svarer dog slet ikke på, hvornår partierne kan forvente at blive indkaldt til konkrete forhandlinger.

Læs interviewet med Dansk Industri og Dansk Erhverv her.

#2 – Anne Stampe Olesen og Nordic Female Founders risikerer politisag

Anne Stampe Olesen, der er kendt fra DR-programmet »Løvens Hule«, er endt som centrum i en opsigtsvækkende sag, hvor bliver beskyldt for at have givet misvisende oplysninger i en ansøgning om offentlig millionstøtte.

Hendes selskab Female Founders, som hun i 2020 stiftede med erhvervskvinden Mia Wagner, fik i forsommeren 2023 tildelt 10,2 millioner kroner i offentlig støtte til at rådgive iværksættere gennem kursusforløb.

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse vægtede det positivt, at Nordic Female Founders kunne demonstrere efterspørgsel på den slags forløb, fordi man i ansøgningen havde angivet 29 virksomheder, som havde gennemført lignende forløb i 2021.

I en række artikler har mediet Frihedsbrevet dog afsløret, at flere af de 29 virksomheder aldrig har gennemført de pågældende forløb. Det fik Erhvervsstyrelsen til at kræve en redegørelse af forholdene fra Nordic Female Founders, som havde frist 16. januar.

Og nu beskriver Børsen på baggrund af en aktindsigt i korrespondancen mellem Erhvervsstyrelsen og Anne Stampe Olesen, at styrelsen gør opmærksom på, at den kan overgive sagen til politiet, og at oplysningerne i redegørelsen kan »komme til at indgå i en straffesag mod dig og/eller Nordic Female Founders«.

Nordic Female Founders oplyser til Børsen, at de aldrig har hævdet, at alle 29 virksomheder gennemførte et fuldt forløb, men at Erhvervsstyrelsens besked er taget til efterretning. Derudover påpeger selskabet, at man ud over det pågældende forløb har gennemført en række andre events og forløb for iværksættere.

Mia Wagner, der forlod Nordic Female Founders i juni 2023, fortæller, at ansøgningen om midler til afholdelse af iværksætterforløb ikke var en del af hendes ansvarsområder.

Læs hele Børsens historie her og Frihedsbrevets afsløring her.

#3 – Elon Musk jagter investeringer for at udfordre OpenAI

Elbiler, sociale medier og rumrejser er tilsyneladende ikke nok for Tesla-stifteren Elon Musk. Han vil også udfordre OpenAI, der siden lanceringen af ChatGPT har ændret verdens syn på kunstig intelligens.

Musk vil således lave sin egen platform, xAI, og jagter i øjeblikket investeringer i hele verden for at få den på omgangshøjde med OpenAI, der er støttet af Microsoft.

Ifølge Financial Times, der har talt med anonyme kilder tæt på processen, har Elon Musk blandt andet holdt møder med kinesiske rigmænd i Hong Kong og investorer i Mellemøsten.

Avisen skriver, at Tesla-ejeren konkret er på jagt efter seks milliarder dollar.

Læs historien her.

Tre uundværlige fra Berlingske Business

Du har måske allerede set dem, mens du har læst Berlingske i dag, men her er tre historier fra Berlingske Business, som vi mener, du bør læse:

A: Så meget er Anders Holch Povlsens jord i Skotland værd

Anders Holch Povlsen ejer jord i Skotland for flere milliarder, men hans skotske selskab oplevede tocifret millionbeløb i underskud i det senest offentliggjorte regnskab.

Læs mere her.

B: Avancerede chip i russisk krigsudstyr kommer især fra USA og Europa

Fortrolige tolddokumenter viser, hvordan vestlige sanktioner, som skulle forhindre Rusland i at få adgang til vestlig højteknologi, omgås i stor stil. Mere end halvdelen af de sanktionerede importvarer er produceret i Vesten.

Få hele historien her.

C: Baglandet i Coop har pligt til at gøre oprør mod Pernille Skipper

Indstillingen af Pernille Skipper til formandsposten i Coop har fået Berlingskes erhvervskommentator, Thomas Bernt Henriksen, til tasterne.

Du kan læse hans seneste kommentar – og opfordring til virksomhedens bagland – her.

Tak for at læse med – og god weekend!