Business Update: Lederambitioner, energikrise og batteri-revolution

Læs mere
Fold sammen

God morgen

Lederambitionerne bobler hos de unge akademikere. Otte ud af ti unge økonomer og jurister vil være ledere, viser en undersøgelse fra Djøf. Men jo længere tid de har stiftet bekendtskab med arbejdsmarkedet, des mindre bliver ønsket om lederjobbet. Læs hvorfor.

I går fortalte vi om små private vindmølleinvestorer, som umuligt kan få deres investering igen med de nuværende lave elpriser. I dag kan vi så fortælle, at også vindmøllebranchens sværvægtere kæmper med store underskud.

Det er i det hele taget svært at beslutte, hvilke energikilder, man skal satse på, og det bliver ikke lettere af, at den danske energilovgivning og vigtige analyser er blevet forsinket i årevis, så forbrugerne må trække deres investeringsbeslutninger i langdrag.

På forbrugersiden er der imidlertid ind imellem lyspunkter. For eksempel er der godt nyt til dem, der sværger til elbiler. Læs i dag om den svenske kemiker og entreprenør Christina Lampe-Önnerud, som har fået patent på et batteri, der kan øge Teslaens kørselsrækkevidde med 70 pct.

Sent tirsdag kom den amerikanske elektronikgigant Apple med regnskab for sit tredje kvartal. Det viste som ventet et pænt fald i salget.

I dag er Vestas' spanske konkurrent, Gamesa - som er ved at blive splejset sammen med tyske Siemens' vindmølleforrretning - med halvårsregnskab. Se i øvrigt Business-kalenderen.

Dagens jourhavende er Sonny Wichmann. God dag.