Business Update: Kvindekvoter, flysikkerhed og statsstøtte

God morgen

Uden kvoter, ingen kvinder i de danske og udenlandske virksomheds­bestyrelser. Så groft kan konklusionen i en ny omfattende international undersøgelse af kvinder i erhvervsbestyrelser gøres op. I Danmark er der stor modstand mod at få flere kvinder ind i bestyrelser ved at benytte kvoter. I praksis betyder det, at danske kvinders bestyrelsesrepræsentation er meget lav, når vi sammenligner os med eksempelvis Island, Norge, Sverige og Frankrig.

I Berlingske Business' føljeton om Havarikommissionen kan vi i dag fortælle om, at uroen i kommissionen kan skade tog- og flysikkerheden. Havarikommissionen har til opgave at komme med anbefalinger til forbedret sikkerhed i fly og tog efter ulykker. Men havariinspektørernes anbefalinger er flere gange blevet fjernet af ledelsen. Og det kan få konsekvenser for sikkerheden, vurderer tidligere ansatte i Havarikommissionen.

Fra iværksætterfronten kan vi i dag berette om en ung dansk virksomhed, GoAppified, der står bag et nyt digitalt rejsekort til togrejsende til og fra lufthavnen i Oslo. Et enkelt svirp på mobilen er nok til at betale for billetten. Ambitionerne er store, for nu vil virksomheden være med til at revolutionere markedet for betalingsløsninger.

Mange gange skal der ikke ret meget til, for at give en virksomhed det helt afgørende skub for at komme videre. En række små- og mellemstore økologiske virksomheder har fået sat skub i væksten og skabt masser af nye produkter, fordi staten har givet støtte til Økologisk Landsforenings fødevarerådgivning. Omkring 50 små og mellemstore økologiske virksomheder har i 2014-15 fået statsstøtte og hjælp fra Økologisk Landsforening. Det har ført til udvikling af 230 nye økologiske produkter, skabt vækst og nye job. Men nu er det slut med statsstøtten.

Statsstøtte er også et problem for skatteminister Karsten Lauritzen, som i øjeblikket forsøger at imødegå EU ved at fjerne skattefradraget for erhvervsdrivende fonde. I forsøget på at løse ét problem i de danske skatteregler for erhvervsdrivende fonde skaber skatteminister Karsten Lauritzen (V) et nyt, mener revisorkæmpen KPMG.

God dag og god læselyst

Sonny Wichmann, jourhavende på business.dk