Business Update: Fejlinvestering i DONG, MBA-tema og Valentin i retten

Energikæmpen DONG Energy kommer i dag med kvartalsregnskab, og vi kan i dag fortælle om en af virksomhedens fejlslagne investeringer. I Fredericia ligger der således en helt ny olieterminal, som har kostet DONG to milliarder kroner. Men pengene ser ud til at være tabt, for den danske energikoncern ved ikke længere, hvad den skal bruges til.

En bevæget tidligere bankdirektør Niels Valentin Hansen var tæt på at briste i gråd, da han blev afhørt om sin egen og familiens privatøkonomi i Roskilde Bank-sagen tirsdag. Læs Birgitte Erhardtsens reportage fra en dag i Østre Landsret.

I dag bringer vi et større tema om landets MBA-uddannelser. Virksomheder og ledere efterspørger et blødere supplement til strategimodeller og analyseredskaber. Derfor fylder personlig udvikling mere og mere i undervisningen på flere danske MBA-uddannelser. Men pas på, advarer ekspert.

Lyd-, TV- og designikonet Bang & Olufsen annoncerede i går udskiftning på topposten. Læs hvad der forventes af den nye topchef, Henrik Clausen, og læs Jens Chr. Hansens blog om, hvad chefskiftet egentlig kommer til at betyde.

I nat kom der kvartalsregnskaber fra Apple, Twitter og eBay, og til morgen vil Nordea, Sydbank og Spar Nord stå i kø med deres kvartalstal. Følg med og se i øvrigt Business-kalenderen.

Sonny Wichmann er dagens jourhavende på Business.dk God dag.