Business Update: DONGs sorte streger og blinde banker i fuld fart frem

Foto: Simon Læssøe. ARKIVFOTO
Læs mere
Fold sammen

Godmorgen

Nu er det lige op over. Det som store dele af det danske erhvervsliv har varmet op til og talt om i måneder. DONG Energy børsnotering. Men her på dagen før dagen, kan man vel lidt friskt tale om en streg i regningen for selskabet. DONG Energy hemmeligholder nemlig oplysninger, som selskabet gav til en række analytikere i april. Energiselskabet vil ikke fortælle, hvad der gemmer sig bag sorte overstregninger i en vigtig præsentation, og det får hård kritik af Dansk Aktionærforening. DONG forsikrer, at alle væsentlige pointer til analytikerne er med i prospektet.

Det er dyster og foruroligende læsning, som to forskere leverer. De danske myndigheder og banker har ikke værktøjerne til at forudsige og forhindre en ny finanskrise, mener to forskere. Derfor bør bankernes sundhedstilstand måles på en ny måde, argumenterer de. Nationalbanken er ikke afvisende, mens Finansrådet skyder forslaget ned.

Lidt over hver fjerde ejerbolig i Københavns Kommune ejes af folk, der ikke bor i byen. Det skyldes hovedsagligt forældrekøb, lyder det fra boligøkonom.

Og så skal du møde David Plouffe. Han er kaldt det strategiske geni bag Obamas vej til Det Hvide Hus. Nu sidder han bag rattet hos Uber. Han ser ingen forskel på politisk arbejde og hans job hos Uber.

I dag fremlægger SAS sine trafiktal for maj. Her er nogle af onsdagens øvrige begivenheder.

Med ønsket om en god dag.

Morten Thorborg Jasper