Business-update: Digitaliseringsminister måtte på Borgerservice for at få hjælp til MitID

Det er nu lettere at blive godkendt til drømmeboligen, en dansk bilkoncern har i smug satset på førerløse biler, og så har den nye digitaliseringsminister haft lidt udfordringer med det digitale Danmark. Det er nogle af overskrifterne i fredagens Business-update.

Vi skal lære af borgernes besværlige vej fra NemID til MitID, lyder det fra digitaliseringsminister og minister for ligestilling, Marie Bjerre (V), i Politiken. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix (arkiv)
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Godeftermiddag og velkommen til ugens sidste Business-update.

Vi har som altid været dagens nyhedsbillede rundt for at give dig et overblik over, hvad der sker i erhvervslivet og økonomien lige nu.

Vi skal blandt andet forbi Danmark nye digitaliseringsminister, som har haft udfordringer med MitID.

Men vi begynder med lidt godt nyt til boligejerne.

Nu er det lettere at blive godkendt til drømmeboligen

Der er i øjeblikket et stort pres på boligmarkedet. De høje renter betyder, at handelsaktiviteten er den laveste i otte år, og priserne dykker.

Men nu er der alligevel lidt positivt nyt.

For fem-procentlånet er lukket, og det 30-årige fire-procentlån er igen toneangivende. For få uger siden foregik kreditvurderingen efter et seks-procentlån. Det skriver Finans.

»Der skal ikke herske tvivl om, at de højere renter stadig leverer modvind til boligmarkedet, men effekten bliver mildnet lidt,« skriver Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.

Dansk bilkon­cern har i smug satset på førerløse biler

Den danske bilkoncern Semler Gruppen har i mere end 100 år købt og solgt bilmærker som Audi, VW, Skoda og Porsche.

Men Semler Gruppen har i al stilhed også satset på selvkørende biler, robotter og droner gennem datterselskabet Holo. Det skriver Børsen.

Ifølge mediet får de nu en millioninvestering fra den schweiziske bilkoncern Amag.

»Vi er nødt til at stå på endnu større og endnu stærkere skuldre, hvis vi vil skabe og fastholde en stærk position inden for autonom mobilitet,« siger Ulrik Drejsig, der er administrerende direktør for Semler Gruppen.

Digitaliseringsminister måtte på Borgerservice for at få hjælp til MitID

Da danskerne sidste år skulle skifte NemID ud med det nye MitID, gav det mange store problemer. Og knap en million mennesker søgte hjælp hos kommunen.

En af dem var den nye digitaliseringsminister Marie Bjerre (V). Det fortæller hun i et interview med Politiken.

»Jeg var selv meget irriteret over det. Jeg har et tjenestepas, fordi jeg er folketingsmedlem, sådan et blåt pas. Og det kunne jeg simpelthen ikke scanne med min telefon. Jeg prøvede, ja, jeg ved ikke hvor mange gange. Jeg tænkte: ‘Er det mig, der vender telefonen forkert?’ Jeg prøvede at få min mand til at hjælpe mig, men han kunne heller ikke få det til at virke. Så måtte jeg bestille tid på Borgerservice og vente syv uger. Og så fik jeg MitID«, siger hun til avisen.

I interviewet siger hun også, at vi skal lære af borgernes besværlige vej fra NemID til MitID, og så må digitalisering ikke afføde øget social ulighed, lyder det.

Tre uundværlige fra Berlingske Business

Den mest trofaste læser vil måske allerede være faldet over dem i løbet af dagen her på Berlingske. Hvis ikke – og til alle andre interesserede – kan du her finde tre artikler fra Berlingske Business, som vi synes er værd at læse.

A: Nu styrtdykker priserne på nye Teslaer: »Det er vanvittigt«

Voldsomme og hidtil usete prisfald på nye Tesla-modeller giver gevinst til nye købere og store tab til nuværende ejere. De nuværende Tesla-ejere har ifølge en markedsanalytiker kun én mulighed.

Læs historien af Povl Dengsøe her.

B: Morten Bødskov vil have Erhvervsministeriet helt tæt på magten: »Vigtigere end nogensinde«

Erhvervspolitikken bliver central for den nye regering, som har store ambitioner for danske virksomheder og nye iværksættere. Det og meget mere fortæller den nye erhvervsminister, Morten Bødskov (S), som Berlingske har mødt til interview om fremtiden og forgængeren.

Du kan læse mere af interviewet, som Daniel Tidemann og Kalle Kehlet har lavet, her.

C: Børsbarometer: Den overraskende aktiefest fortsætter – og nægter tilsyneladende at dø

Hvis aktiemarkederne fortsætter med at stige i det nuværende tempo, vil tyske aktier være oppe med mere end 900 procent til nytår. De store indeks er kommet overraskende godt fra start i år, men et sted halter enormt meget bagefter – Danmark.

Læs denne uges Børsbarometer fra Sara Sjølin her.