Business Update: Chikanestorm, ophugningskritik og pendlerfordele

Læs mere
Fold sammen

God morgen.

Læs i dag den bizarre historie om topembedsmanden Jesper Kongstad, der er formand for den store europæiske patentorganisation, EPO. Han er havnet i en veritabel chikanestorm i kølvandet på omfattende ændringer i organisationen, der blandt andet omfatter en normalisering af nogle særdeles lukrative aflønningsforhold. Han har i længere tid været udsat for omfattende anonym chikane på internettet vedrørende hans familieforhold, skat og økonomi.

En dansk virksomhed, der er tæt på at havne i en shitstorm, er Mærsk, som hen over weekenden er blevet beskyldt for - via en mellemmand - at have fået ophugget et skib på stranden i Chittagong i Bangladesh under stærkt kritisable forhold. Storbanken Nordea har efter medierapporterne om ophugningen intensiveret dialogen med Maersk Line. Diplomatisk sagt mener Nordeas chef for ansvarlige investeringer, at Mærsk burde kunne gøre det bedre. Mindre diplomatisk er vores erhvervsredaktør Peter Suppli Benson, der i sin blog efterlyser »en voksen« i Mærsks ledelse.

Fra de meget veletablerede danske virksomheder til »opkomlingene«. Revisions- og rådgivningsvirksom­heden EY har i forbindelse med virksomhedskonkurrencen Entrepreneur of the Year taget temperaturen på de danske vækstvirksomheder. Opgørelsen viser, at der nu er 1.260 selskaber blandt dem, som kan matche kravene om blandt andet stabil profitabel drift og mindst 15 pct. vækst i omsætning eller bruttoavance. Det udgør en stigning på 21 pct. i forhold til sidste års antal af kvalificerede virksomheder.

På privatfronten kan du i dag læse, at det nu endnu bedre kan betale sig at flytte ud af hovedstadsområdet og pendle ind til Københavnsområdet efter job. Se hvordan prisforskellen på boliger i København og resten af Sjælland bare er blevet større og større.

Business.dk bestyres i dag af Sonny Wichmann