Business Update: Chauffører udstilles, talenter prioriterer hjemmet og blæser Vestas-bossen hjem?

Læs mere
Fold sammen

Godmorgen

Uber-chauffører risikerer at få lagt deres navne, fødselsdatoer og registreringsnumre ind i et omfattende register, der ligger frit fremme på Facebook. Utrygt og ubehageligt, lyder det fra registreret Uber-chauffør. Eksperter mener, registreringen er for omfattende.

Mandag morgen kører rygtebørsen for fuld blus, og blæser Vestas' topchef Anders Runevad til Sverige, hvor han angiveligt er favorit til at blive ny topchef for Ericsson.

Vejen til toppen af de danske konsulenthuse og advokatfirmaer er brolagt med lange arbejdsuger og mange rejsedage. Men i dag prioriterer talentfulde mænd og kvinder familien og fritiden, når de tilrettelægger deres karriere.

Novo Nordisk bliver igen og igen hyldet som Nordens mest succesfulde virksomhed, men faktisk er Novo blevet styrtende rig på forskning foretaget på universiteterne og ikke i Bagsværd-selskabets egne laboratorier, understreger Novos forskningsdirektør, Mads Krogsgaard Thomsen.

De seneste 10 år har Arbejdsskadestyrelsen afgjort, at mindst 64 medarbejdere hos Siemens Wind Power i Brande er blevet kronisk syge af deres arbejde. Det skriver DR Nyheder. Arbejdet med de kemikalier, Siemens Wind Power bruger i produktionen, har givet medarbejderne eksem og astma.

Det store hollandske biotekselskab Qiagen skruer nu ekstra op for charmen for at overtage det danske selskab Exiqon. I et forsøg på at overbevise et stigende antal kritiske aktionærer sender selskabet nu den øverste chef for milliardkoncernen på banen for at få danskerne til at tage imod det købstilbud, som hollænderne for få uger siden lagde på Exiqon.

Her er nogle af mandagens begivenheder.

Med ønsket om en god dag

Morten Thorborg Jasper

Jourhavende, Business.dk