Business Update: Boliglotteri, vindmølle-jobfest og investeringskrise

Læs mere
Fold sammen

God morgen

Det bliver husejerne på Frederiksberg og i København, der bliver de store vindere i regeringens udspil til nye boligskatter. I de to kommuner står en typisk husejer til at få en gevinst på i alt henholdsvis 68.500 kr. og 60.000 kr. Men der er ikke noget så godt, at det også er skidt, for boligejerne i hovedstaden risikerer samtidig, at deres huse falder i værdi. Læs om du er vinder eller taber i Lars Løkke Rasmusssens boligkabale.

I udkantsdanmark er der også lyspunkter hist og her. På Lolland for eksempel har vindmøllekæmpen MHI Vestas i disse måneder travlt med at trykke nye ansættelseskontrakter til ansatte i Nakskov som følge af et par store havvindmøllekontrakter. Det er tiltrængt, efter at Vestas I 2012 måtte lukke sin fabrik i netop Nakskov.

Ellers står det ikke så godt til med få gang i investeringerne herhjemme. De danske virksomheders årlige investeringer ligger i dag 70 milliarder kroner under niveauet i 2007, lige inden finanskrisen indtrådte. Det gør den danske investeringskrise til den værste i EU, når man fraregner de syd- og østeuropæiske lande.

Fra vores egen verden kan vi i dag præsentere vores nye Business Live-service. Business Live vil på alle hverdage give dig det bedste øjebliksbillede af nyhederne om økonomi, erhvervspolitik og markeder fortalt gennem korte opdateringer, grafikker, tal, links, billeder, video, citater, tweets og Facebook-opslag.

God fornøjelse med vores nye (og hidtidige) tjeneste - og god dag.

Sonny Wichmann, jourhavende