Business Update: Boligbekymringer, sælg dig selv og mandehørm

God morgen

Danmarks Nationalbank kan godt dæmpe bekymringerne lidt. Trods solide prisstigninger på boliger er der her og nu ikke den store risiko for en boligboble, når det gælder ejerlejligheder i København. Sådan lyder det fra to boligeksperter, efter at Nationalbanken onsdag meldte ud, at  prisudviklingen på ejerlejligheder i København er tæt på ikke længere at være holdbar.

En undersøgelse fra BRF viser endvidere, at kun i 27 kommuner er boligformuen kommet op på det samme niveau som før finanskrisen indtrådte i efteråret 2008.

I vores serie om Big Data og alle de data om os, som galopperer af sted på internettet, beskriver vi i dag, hvordan man måske selv kan kontrollere informationsstrømmen om sig selv - og endda tjene en lille klatskilling på det. Hidtil er personlige digitale data blevet købt og solgt af monopolvirksomheder, uden at du fik en bid af kagen. Nu vil flere virksomheder betale dig for dem.

Fra navnefronten kan vi i dag fortælle, at den fynske milliardær Niels Thorborg gør sin mangeårige ven og samarbejdspartner, tidligere Carlsberg-direktør Jørn Tolstrup Rohde, til ny bestyrelsesformand i milliardkoncernen 3C Group. Rohde får en nøglerolle i fusionen mellem Inspiration og Imerco, hvor Thorborg bliver storaktionær.

I vores serie om karrierekvinder skrev i går om sexisme og sexchikane. Læs tre forretningskvinders beretninger om deres oplevelser i en verden af mandehørm.

I Jyllands-Posten udtaler Danske Banks topchef, norske Thomas Borgen, sig for første gang nogensinde om dansk politik. Han advarer mod at lette topskatten, sådan som Liberal Alliance foreslår. Det kan nemlig føre til øget ekstremisme, frustration og lukkethed herhjemme, hvis befolkningen ikke bakker op om det, mener han..

I dagbladet Børsen opfordrer nationalbankdirektør Lars Rohde i dag de danske banker til at droppe udbyttefesten, fordi sektoren står over for nye skærpede kapitalkrav, der kan løbe op i 150 milliarder kr.

Business.dk bestyres i dag af Sonny Wichmann. God fredag.