Business Update: Børs-boblere, fortroligt Nykredit-dokument og udfordring der klodser

Globalt set var første kvartal 2016 det svageste siden 2009, når det gælder antallet af børsnoteringer. Men revisions- og rådgivningsvirksomheden EY mærker nu en stigende interesse for at blive børsnoteret og forudser, at der kan komme et lille boom af børsnoteringer af danske virksomheder.

En af de danske børskandidater er Nykredit, der blev mødt af en kunderstorm, da realkreditkæmpen den 4. februar annoncerede sin kommende børsnotering og forhøjede bidragssater. Men det kom ikke som den store overraskelse for erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V). Han var nemlig allerede i midten af januar blevet orienteret om Nykredits omstridte børsplaner. Et hidtil fortroligt dokument afslører nye detaljer om processen.

En dansk virksomhed, der IKKE står for at gå på børsen, er Lego. Torsdagens store nyhed fra danske erhvervsliv var, at Legos skæbne nu officielt ligger i 37-årige Thomas Kirk Kristiansens hænder. Og der venter Lego-arvingen store opgaver forude. Han skal forvandle plastik til genbrug, gøre legetøjsklodser digitale og få kinesere til at lege på dansk.

I vores erhvervsredaktør, Peter Suppli Bensons blog kan du i øvrigt i dag læse en lille hemmelighed om det retirerende Lego-overhoved, Kjeld Kirk Kristiansen.

Fredag morgen bliver der travlt på regnskabsfronten. Tre store C20-selskaber - Novo Nordisk, Danske Bank og Vestas - kommer med kvartalstal. Se i øvrigt Business-kalenderen.

Business.dk bestyres i dag af Sonny Wichmann