God eftermiddag og velkommen til ugens første update fra Berlingskes Business-redaktion.

Sommerferien er slut, hvilket blev tydeligt mandag morgen, hvor nyhederne om erhverv og økonomi stod i kø.

For det første udgav Danmarks Statistik nye tal for inflationen, der i juli steg til 2,3 procent. Stigningen er især drevet af priserne på fødevarer, hvor især oksekød er blevet markant dyrere.

Dernæst kom den kriseramte energigigant Ørsted med en opsigtsvækkende pressemeddelelse.

Selskabet vil gennem en kapitaludvidelse finde 60 milliarder kroner for at sikre »et robust fundament« for fremtiden, efter den amerikanske præsident Donald Trump har skabt kaos på markedet for grøn energi.

Nyheden har sendt aktiekursen i bund og rejst spørgsmålet, hvor galt det egentlig står til i Ørsted.

Derfor kommer den historie også til at præge dagens nyhedsoverflyvning. Lad os komme i gang. 

#1 - Wammen understreger behov for ny kapitalindsprøjtning i Ørsted

Ørsted skal altså bruge 60 milliarder kroner. Og halvdelen af beløbet er allerede fundet.

Den danske stat, der er hovedaktionær i selskabet med 50,1 procent af aktierne, skyder således 30 milliarder kroner efter den kriseramte gigant.

I en udtalelse til Finans understreger finansminister Nicolai Wammen (S), at den ekstraordinære kapitaltilførsel er »nødvendig«.

»Den danske stat har som ansvarlig majoritetsejer besluttet at bakke op om kapitaltilførslen. Ørsted har redegjort for, at den primære årsag til behovet for kapitaltilførslen skyldes uforudsete og negative udviklinger på det finansielle marked for amerikansk havvind, som ligger uden for selskabets egen, direkte kontrol.«

Nicolai Wammen bemærker desuden, at kapitaltilførslen har til formål at styrke selskabets kapitalstruktur.

»Herunder understøtte en tilfredsstillende kreditvurdering for Ørsted. Og at Ørsted fortsat ser et attraktivt potentiale for havvind fremadrettet og vil fokusere på selskabets kernemarkeder i Europa og Asien. Jeg har også noteret mig, at Ørsted vil have et skarpt fokus på værdiskabelse i dets investeringer og fortsat tage alle nødvendige forholdsregler for at understøtte dets kapitalstruktur efter en kapitaltilførsel,« skriver ministeren til Finans.

Indsprøjtningen betyder, at staten fastholder samme ejerandel som i dag - 50,1 procent.

#2 - Blå partier kritiserer Wammens beslutning

Nicolai Wammen høster dog ikke mange roser i Folketinget for sin beslutning om at kaste flere af statens milliarder efter Ørsted.

De fire partier til højre for regeringen er nemlig stærkt imod beslutningen.

Det skriver Børsen.

»Vi har en forpligtelse til at passe på skatteborgernes penge. Det er et gigantisk stort beløb at skulle sige ja til på baggrund af meget lidt viden, og uden sikkerhed for, at pengene kommer tilbage igen,« siger De Konservatives formand Mona Juul til avisen.

Dansk Folkepartis finansordfører, Peter Kofod, understreger, at Ørsteds projekter i USA ikke kan betegnes som kritisk dansk infrastruktur.

Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance er enige og påpeger blandt andet, at det ikke er nødvendigt for staten at komme med nye milliarder til Ørsted for at fastholde positionen som den suverænt største aktionær.

#3 - Små forretninger begynder at hæve priserne efter Trumps told

Advarslerne har lydt længe, og nu begynder amerikanerne så småt at mærke konsekvenserne af den told, som Donald Trump har indført på varer fra det meste af verden.

Financial Times har talt med en lang række små forretningsdrivende i den største by i delstaten Missouri, St. Louis, og konklusionen er klar:

De hæver priserne, fordi deres leverandører gør det samme.

Derfor forventer flere af de erhvervsdrivende, som avisen har talt med, at inflationen i USA kommer til at stige yderligere i de kommende måneder som følge af Trumps told.

Tre uundværlige fra Berlingske Business

A: Usædvanlig aftale: Amerikanske chipgiganter sælger til Kina – og lægger 15 procent i USAs statskasse

Nvidia og AMD indvilliger i at lade milliarder fra salg i Kina lande i USAs statskasse for at få ophævet eksportforbuddet for deres chips.

Læs mere her.

B: Dansk Erhvervs cheføkonom holder fast: Ser stort potentiale i Trump

Eksperter og økonomer er alt for sortseende, når det kommer til danske virksomheders fremtid i USA. Det mener cheføkonomen i landets næststørste erhvervsorganisation, Tore Stramer, som fastholder sit optimistiske syn på Donald Trump i Det Hvide Hus.

Læs interviewet her.

C: Gigant lukker pludselig mine – pris på vigtig del af elbilbatterier skyder i vejret

Den kinesiske batterigigant CATL lukker en af verdens største litiumminer, fordi licensen er udløbet. Litium er en vigtig komponent i produktionen af batterier til elbiler, hvorfor priserne kan stige i den kommende tid.

Læs historien her.

Tak, fordi du læste med.