Business Update: Bank-comeback, Panamas lange skygger og olieeventyr ved skillevej

Foto: Kasper Palsnov

Godmorgen

Vi begynder dagen med et comeback. Danske Bank har med adm. direktør Thomas F. Borgen i spidsen kæmpet sig tilbage i toppen blandt de seks nordiske banker, efter at banken haltede alvorligt bagefter. Analytikere forventer, at opturen fortsætter, og at aktien vil stige pænt det kommende år.

Og så tager vi en tur til andre og mere eksotiske breddegrader. De omfattende afsløringer af skatte­unddragelse i de såkaldte Panama Papers har været en enorm PR-katastrofe for det lille mellem­amerikanske land. Eliten føler sig stemplet som kriminelle, og lokale journalister er blevet truet. Men den almindelige panamaner er ikke synderlig oprevet over lækket. Berlingske har besøgt et land i skandalens tusmørke.

Forud for et turbulent politisk efterår, hvor der er lagt i kakkelovnen til finanslovsforhandlinger, 2025-plan og endnu en reformdiskussion, der skal få væksten i gang, er der uenighed blandt de faglige organisationer og erhvervsorganisationerne, om det i virkeligheden ser så skidt ud igen.

Fik du læst søndagens fremragende fortælling om det danske olieeventyr? Det bør du. 50 år efter det første fund af olie i den danske del af Nordsøen kommer der stadig mindre olie op fra de danske felter. Nordsøen står ved en skillevej, og de private selskaber kigger mod staten for at få bedre vilkår til at producere den næste olie.

Med ønsket om en god dag.

Morten Thorborg Jasper

Jourhavende, Business.dk