Business-overblik: Rejselysten er tilbage og sikrer flytrafikken stærkt comeback

Her er de vigtigste businessnyheder, som du bør kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du fra morgenstunden kun behøver at læse én artikel for at være opdateret.

Flyene er på vingerne igen i Europa, men billetpriserne halter stadig efter i forhold til før corona. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Godmorgen og velkommen til tirsdagens Business-overblik.

I dag skal vi forbi både en positiv og negativ historie om rejsebranchen i Europa og Danmark og samtidigt kigge nærmere på det rodede forløb omkring regeringens lønkompensation.

Flytrafikken gør comeback

Har du været ude og rejse her til sommer? Så er du en af de danskere, der har været med til at give flytrafikken i Europa et stærkt comeback. Efter genåbningen af grænserne og løsere coronarestriktioner er flytrafikken nu tilbage på to tredjedele i forhold til niveauet fra før coronakrisen. Det skriver Finans, der har kigget på data fra den europæiske flyvekontroltjeneste Eurocontrol.

Den 1. juni var det kun 42 procent af flyene, der var tilbage på vingerne, og i maj var det helt nede på 35 procent.

Selvom rejselysten er tilbage, kæmper flyselskaberne stadig med efterdønningerne af coronakrisen. Billetpriserne er nemlig stadig lavere, end før pandemien ramte, fordi mange billetter bliver solgt kort før afrejse. Et pristjek, som Finans har lavet på den danske del af prissammenligningssiden Travelmarket.dk, viser, at gennemsnitspriserne på flybilletter fra lufthavnene i København, Billund og Aalborg i gennemsnit er faldet med 32 procent ved afrejse i uge 32 til populære feriedestinationer.

Københavns hoteller ramt af turistmangel

Selvom rejselysten er ved at være tilbage, står mange hotelværelser fortsat tomme i Danmark. Særlig hårdt er det gået ud over de københavnske hoteller, der plejer at byde turister fra Kina og Storbritannien velkomne i de travle sommermåneder, men som nu i vid udstrækning må blive hjemme på grund af corona-rejsevejledninger.

Det skriver Børsen.

Politisk chefkonsulent i brancheorganisationen Horesta, Kristian Nørgaard, vurderer over for avisen, at belægningstallene er lige så ringe som i 2020, da coronapandemien brød ud i Europa. Samtidigt er han bekymret over de nye, strammere rejsevejledninger i Tyskland og frygter, at Norge og Sverige også bliver mere restriktive.

»På normal vis ser vi en del norske og svenske gæster i København i sensommeren. Hvorvidt vi kan regne med de gæster i år, afhænger fuldkommen af rejsevejledninger,« siger han.

Kom bag om balladen mellem bøfkæden og Kollerup

Et rodet og demokratisk problem. Sådan beskriver eksperter forløbet under coronanedlukningen, der fratog visse virksomheder retten til lønkompensation. Herunder bøfkæden Jensens Bøfhus, der på grund af en konflikt med fagforbundet 3F, ikke modtog en eneste krone fra staten i kompensation.

Her på Berlingske har vi i dagens avis kigget nærmere på det forvirrende forløbet, der viser, at Folketinget ikke blev taget med på råd, da erhvervsminister Simon Kollerup lavede reglerne for lønkompensation.

»Det er et demokratisk problem, at der reelt ikke kan kobles et politisk flertal til at indføre, at virksomheder i konflikt ikke kan få lønkompensation,« siger  Anders Etgen Reitz, advokat og partner i advokatfirmaet IUNO og specialist i arbejdsret, til Berlingske.

Tre forhold, investorerne skal holde øje med

Simon Kristiansen, senior investeringsstrateg i Nordea, har fokus på amerikanske aktier og ikke mindst forbundsbankens møde i disse dage.

Det er næsten juleaften for de investorer, der interesserer sig for regnskabssæsonen. I dag bliver vi beriget med nyt fra Apple, Microsoft, Alphabet, Starbucks og General Electric.

Særligt de store teknologi-aktier har været højt på investorernes ønskeliste det sidste stykke tid, ikke mindst hjulpet af faldende realrenter og frygten for, at Delta-varianten vil lede til nye nedlukninger. Gode regnskaber fra tech-giganterne kan sende dem yderligere op, og trække de amerikanske aktieindeks med sig.

Ved Feds sidste møde i juni pegede renteprognosen på to rentestigninger i 2023 mod ingen på det forrige møde. Det til trods for at inflations- og vækstudsigterne var stort set uændrede. Det har sået en tvivl blandt obligationsinvestorerne, om Fed er til at stole på.

FED-chefen Powell står derfor over for en svær opgave denne gang, da de seneste tal for forbrugerpriserne i USA viste en stigning på 5,4 procent/år og 4,5 procent for kerneinflationen, hvilket for sidstnævnte er den største stigning siden 1991. Der vil være stor fokus på, hvad Powell har at sige om udfasningen af opkøbsprogrammerne, og centralbankens fortolkning af de seneste inflationstal.

IMF udgiver sin seneste fremskrivning for den globale økonomi i World Economic Outlook Update, så det er værd at holde øje med.

Det sker på markederne

USA lukkekurser mandag:

Dow Jones: +0,24 procent

S&P 500: +0,24 procent

Nasdaq: +0,03 procent

Indeks tirsdag kl. 06.45:

Japan Nikkei: +0,53 procent

Hongkong Hang Seng: -1,03 procent

Kina CSI: +0,14 procent