Business-overblik: Kollaps i olieprisen udløser aktiepanik

Her er de vigtigste businessnyheder, du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse én artikel fra morgenstunden for at være opdateret.

 
Coronavirussen har økonomiske konsekvenser verden over. Video: Mærsk/Reuters/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Godmorgen.

En stak friske erhvervsnyheder venter de nyhedshungrende. Der er den dagsordensættende nyhed om, at olieprisen er styrtdykket. Det ventes at gå hårdt ud over de danske aktier. Men der er er også klima på tapetet i dag. Klimarådet præsenterer i dag en rapport med anbefalinger for de næste ti års klimaindsats i Danmark. Det sker kl. 10. Men her fra morgenstunden kan du læse om klimavenlige lånevilkår til boligejerne. I Skatteministeriet har man ved »en fejl« glemt at sende kritiske revisionsrapporter videre, og så er der landet en ubehagelig stor regning til Finansiel Stabilitet.

1
Olieprisen styrtdykker – danske aktier vil falde massivt

Ikke siden 1991 har oliemarkedet set et lignende prisfald. Den gang var prisdykket udløst af en krig, Golfkrigen. Denne gang er det en anden slags krig, priskrig, der har sendt olieprisen ud over kanten. Og det ventes at ramme danske aktier lige i mellemgulvet.

»Der er dømt fuld panik, når aktieinvestorerne kl. 9.00 får gnedet søvnen ud af øjnene og møder virkeligheden, investorerne og den fulde panik. De danske aktier vil faldt massivt og tungt fra morgenstunden. Et initielt bud er 3-4 pct. ned,« lyder det fra Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet.

I forvejen var olieprisen under pres som følge af den globale spredning af coronavirus, som har sænket efterspørgslen på brændstof, da færre flyver og mange flyruter er midlertidigt indstillet.

Ifølge Financial Times er olieprisen faldet med mere end 30 pct. fra 45 dolar pr. tønde (brent) til 31,02 dollar pr. tønde.

Faldet kommer efter, at Saudi Arabien i weekenden skød gang i en priskrig på olie. Det skete som følge af sammenbrudte forhandlinger mellem Rusland og i de olieproducerende landes organisation, OPEC.

Olieprisfaldet har mandag morgen sendt aktier og obligationer ud i store fald.

Få Business-overblikket – hver dag


Du er i gang med at læse morgenposten fra Berlingske Business. Her får du dagligt det fulde overblik over de vigtigste erhvervsnyheder fra ind- og udland, så du kun behøver læse én artikel for at være opdateret.

Ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev, kan du få overblikket direkte i din indbakke – hver morgen.


Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske hver morgen inden klokken 09.00 sender mig det fulde politiske overblik med dagens vigtigste historier analyser og debatter i dansk politik. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan i visse tilfælde blive delt med tredjepart. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke. www.berlingskemedia.dk/cookie-og-privatlivspolitik

2
Tilbud til boligejere: Det skal være billigt at optage klimalån

Som led i Danmarks plan om at sænke landets samlede CO2 aftryk, melder flere banker sig i kampen om at gøre Danmark grønnere. Danske Bank vil sløjfe låneomkostninger på op til 7.000 kroner, hvis kunder bruger 300.000 kroner på at energiforbedre deres boliger.

Og Arbejdernes Landsbank tilbyder deres kunder at låne 50.000 kroner i løbet af fem år til en rente på nul pct. og uden låneomkostninger. Også i Forenet Kredit, der ejer størstedelen af Nykredit, har man planer om at yde klimalån til de boligejere, der ønsker at energiforbedre deres boliger.

Planen er, at Nykredit skal bruge 250 mio. kr. frem til 2022 på at gøre det nemmere og billigere at låne penge til klimatiltag som eksempelvis energirenovering.

Nina Smith, formand for Forenet Kredit, vil gerne gøre det billigt for kunderne at reducere deres eget CO2-aftryk, eftersom 40 pct. af energiforbruget i Danmark kommer fra boliger. Det skriver Børsen mandag.

 

3
Skatteministeriet undlod at sende blodrøde advarsler videre til vagthund ved »en fejl«

En stribe kritiske interne revisionsrapporter om alvorlige problemområder i skattevæsenet blev ved »en fejl« aldrig sendt videre fra Skatteministeriet til statens finansielle vagthund, Rigsrevisionen, skriver Berlingske.

Det har ellers været fast kutyme, siden Rigsrevisionen overtog hele revisionen af skattevæsenet.

Forløbet udløser hård kritik af Skatteministeriet fra statsrevisorerne, der fører tilsyn med statskassen på baggrund af Rigsrevisionens rapporter.

»Problemerne i skattevæsenet og manglende lyst til at blive kigget i kortene kan koges ned til to ord: ansvarsløshed og dårlig ledelse. En god ansvarsfuld leder bør have interesse i at få afdækket problemerne på tydelig vis, så der handles på dem,« lyder det fra statsrevisor Villum Christensen (LA).

Blandt de kritiske revisionsrapporter, som Rigsrevisionen aldrig har læst indholdet af, er eksempelvis en advarsel om manglende kontrol med statens indtægter fra selskabsskat.

»Ministeriet roder igen i tingene. Når man har en aftale om, at rapporterne skal sendes, skulle de selvfølgelig have været sendt. Det er et eksempel på, hvad der sker, når de nedprioriterer intern revision, og advarslerne har man derfor ikke gjort noget ved,« siger statsrevisor Frank Aaen (EL).

4
Finansiel Stabilitet har brugt 800 mio. kr. på retsopgør

Staten har brugt mere end 800 mio. kr. på retsopgøret mod bankledelser, og det udløser kritik.

Ifølge Jyllands-Posten har det statsejede oprydningsselskab Finansiel Stabilitet brugt flere penge på advokater, end det har vundet i erstatningssager mod tidligere bankfolk. Økonomien er dog ikke det eneste argument for at føre sagerne, lyder det fra direktør Henrik Bjerre-Nielsen.

Finansiel Stabilitet har brugt i omegnen af 500 mio. kr. på advokatregninger i forbindelse med undersøgelser og retssager. Oven i det kommer sagsomkostninger på 317 mio. kr., som Finansiel Stabilitet er blevet pålagt at betale i forbindelse med tabte sager mod eksempelvis Løkken Sparekasse og EBH Bank.

Det store millionbeløb, der nærmer sig milliarden, skal ses i lyset af, at skraldespandsselskabet foreløbig har fået tilkendt erstatninger for samlet 496 mio. kr. Det statslige selskabs håndtering af opgøret udløser hård kritik.

»Det handler om, hvordan man forvalter andre folks penge, og jeg synes, at den måde, som sagerne har været skåret til på, har været helt vanvittig,« siger advokat Søren Bergenser, specialist i erstatningsret og ledelsesansvar.

Tre ting, investorerne skal holde øje med

Chefstratreg Andreas Østerheden, Nordea, holder skarpt øje med de coronainficerede aktiemarkeder:

Dagen vil dag vil begynde som sidste uge sluttede, nemlig med fuld opmærksomhed på udbruddet af covid-19. Markederne har fortsat svært ved at vurdere i hvilken hast og omfang virussen spreder sig. Dernæst er de økonomiske konsekvenser uklare.

Vi kan derfor nemt gå en uge med store udsving i møde. Senest har man indført decideret rejseforbud i den mest berørte region i Italien omkring Milano-området (Lombardiet). Vi mener fortsat, at den svaghed, der er i markedet lige nu, kan fortsætte en tid endnu.

Oliemarkederne har været i frit fald i år, og særligt de seneste par uger i lyset af forventet lavere efterspørgsel med udbruddet af coronavirussen. Der blev hældt yderligere benzin på bålet i fredags, efter at det blev klart, at der nu også er splittelse i OPEC+.

Rusland meldte nemlig ud, at man ikke var interesseret i at følge de produktionsbegrænsninger, som OPEC og Saudi Arabien sætter i søen. Olieprisen fortsætter ned med kraftige fald her til morgen, og for at denne skal rette sig, så skal vi forventeligt se enten, at virusbekymringerne topper eller produktionsbegrænsninger, og ingen af delene synes sandsynligt på den helt korte bane.

Derudover vil der selvfølgelig komme en række data, der kan være værd at holde øje med. Herunder handelsbalancen fra Tyskland samt industriproduktionen. Det er endnu for tidligt at eventuelle effekter fra virussen vil vise sig i disse tal, og når den viser sig, vil markedet formentlig se igennem meget af den svaghed, der vil komme i løbet af de kommende måneder.

I stedet vil fokus være på spredningen af virussen på kort sigt. Yderligere kommer der også data i form af investortilliden for marts, hvor det ikke kan udelukkes at usikkerheden begynder at indfinde sig blandt de adspurgte.

 

Det sker på markederne

USA lukkekurser fredag:

Dow Jones -0,98 pct.

S&P 500 -1,71 pct.

Nasdaq -1,87 pct.

 

Indeks mandag kl. 06.45:

Japan Nikkei -6,03 pct.

Hong Kong Hang Seng -3,82 pct.

Kina CSI -3,29 pct.