Godmorgen og velkommen til ugens sidste Business-Overblik denne fredag morgen.
Vi skal blandt andet fordi sengegiganten Jysk, som allerede er godt i gang med at forberede det tredje generationsskifte i familievirksomheden. Men vi begynder med historien om, at USA aldrig har været vigtigere for dansk økonomi end nu.
Trods Trumps »America First«: Danske virksomheder brager frem i USA
Med utvetydige trusler om handelskrig har den amerikanske præsident, Donald Trump, skabt stor usikkerhed om det handelspolitiske forhold mellem USA og EU de seneste fire år.
Men det har ikke afholdt danske virksomheder fra at satse på det amerikanske marked.
De seneste fire år er den danske eksport til USA vokset kraftigt, og det store land på den anden side af Atlanten er nu Danmarks næststørste eksportmarked. Det skriver Berlingske.
»Hvis man ser på eksporten til USA og dens andel af den samlede eksport, kan man godt sige, at USA aldrig har været mere vigtig for dansk økonomi end nu,« fastslår Søren V. Kristensen, cheføkonom i Sydbank.
Berlingske gør status på samhandlen mellem Danmark og USA forud for det amerikanske præsidentvalg 3. november her.
Danmarks største institutionelle investor skærper kamp mod store lønpakker
ATP, Danmarks største institutionelle investor, stemmer nej til flere børsnoterede selskabers foreslåede lønpakker. Det skriver Børsen, som har nærlæst en rapport fra ATP herom (artikel endnu ikke online).
De konkrete begrundelser er blandt andet, at lønpakkerne er uklare og svære at gennemskue – eller simpelthen bare for gavmilde.
I 2020 er det sket hos så profilerede selskaber som Mærsk, Carlsberg, Genmab og Lundbeck. Men faktisk er problemet endnu mere udtalt hos ATPs udenlandske porteføljeselskaber.
Det er langtfra altid, at ATP får sin vilje. Tværtimod hedder det i en rapport fra ATP, at »det ikke er vores opfattelse, at der har været særlig stor lydhørhed« hos de udenlandske porteføljeselskaber.
Coronakrisen sætter turbo på virksomhedernes digitalisering
Coronakrisen har fået mange virksomheder til at sætte ekstra fart på deres investeringer i den digitale omstilling, viser en ny analyse fra Dansk Industri. Det skriver Berlingske.
Samlet set vil danske virksomheder investere over fem milliarder kroner mere i IT i år, end de gjorde sidste år. Det svarer en til stigning på knap otte procent.
Investeringerne sker på baggrund af krisen, hvor flere virksomheder har haft deres ansatte til at arbejde hjemmefra, hvilket kræver digitale løsninger. Derudover har flere og flere virksomheder åbnet nye salgskanaler digitalt under krisen.
Mange små og mellemstore virksomheder halter dog efter de store. DIs nye analyse peger på, at det særligt er de store virksomheder, som investerer massivt i digitalisering, mens de små og mellemstore er mere tilbageholdende.
De er kun 14-21 år: Tredje generation i Jysk forberedes på at tage over
Den 57-årige statsautoriserede revisor Jesper Lund har siden februar i år været adm. direktør for investeringsselskabet Lars Larsen Group. En af hans opgaver er, at gøre næste generation klar til at overtage familievirksomheden, når den tid kommer, og det arbejde er allerede begyndt.
Det fortæller han i et interview med Finans.
Selskabet har en egenkapital på 23 mia. kr. og ejes af familien Brunsborg – eller rettere dynekøbmand Lars Larsens to børn, Mette Brunsborg og Jacob Brunsborg, og fire børnebørn i alderen 14 til 21 år. De blev allerede i 2015 medejere af selskabet som led i et løbende generationsskifte.
Børnebørnene deltager blandt andet i jævnlige familiemøder, ligesom de på forskellig vis introduceres til virksomhedsdrift og andet, fortæller Jesper Lund.
Tre forhold, investorerne bør holde øje med fredag:
Her er tre ting, som Andreas Østerheden, chefstrateg i Nordea, holder øje med.
- Gårsdagens aktiehandel bød på røde markeder, og aktiemarkederne oplevede langt voldsommere fald i Europa end på de amerikanske markeder. Stemningen blev højst sandsynligt tynget af nyhederne om udgangsforbud i flere af de europæiske byer. Også Brexit tog en smule opmærksomhed, hvor den britiske premierminister, Boris Johnson, udtrykte sin utilfredshed over, at der ikke er kommet mere fra EU, trods topmødet, der begyndte i går. Man forpligter sig blot til at fortsætte forhandlingerne i den kommende uge. Det forventes, at Johnson kommer med en udmelding senere i dag, som kan være værd at holde øje med.
- På nøgletalsfronten kan man holde øje med Michigans forbrugertillid for oktober, detailsalget i september og industriproduktionen i september. Detailsalget er kommet hurtigt tilbage og har indhentet det tabte under krisen. Det skyldes i høj grad den ekstraordinære hjælp, som husholdningerne i USA har fået. Forvent, at tempoet aftager fremadrettet. For industriproduktionen forventer vi, at det vil tage tid at komme tilbage til niveauerne før krisen. Ikke desto mindre vil markederne højest sandsynligt lægge vægt på forbedringen, altså tendensen, snarere end niveauerne. Men det kan give udsving på markederne i takt med, at opsvinget vil opleve tilbagefald undervejs.
- På regnskabsfronten aflægger Honeywell og BNY Mellon regnskab. Generelt har regnskaberne overrasket positivt i den forgangne uge, men er dog endnu ikke blevet belønnet i samme grad af investorerne. Fokus synes fortsat at være på de uklare fremtidsudsigter, som udbruddet af virus skaber. Ikke desto mindre forventer vi, at investorerne vil læne sig mere over i aktier i løbet af de kommende måneder, som indtjeningsforbedringer fortsætter, økonomien bliver stærkere, og vi glider forbi nogle af de politiske begivenheder som det amerikanske valg.
Det sker på markederne
USA, lukkekurser torsdag
Dow Jones: -0,7 pct.
S&P 500: -0,15 pct.
Nasdaq: -0,47 pct.
Asien, indeks fredag kl. 06.30
Japan Nikkei: -0,32 pct.
Hongkong Hang Seng: +0,78 pct.
Kina CSI: -0,28 pct.