Business-overblik: Dansk koncern lukker russisk fabrik: »Det er et for betændt miljø«

Her er de vigtigste Business-nyheder, du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse én artikel fra morgenstunden for at være opdateret.

Ruslands krig mod Ukraine får nu en dansk fødevarekoncern til at lukke sin fabrik i Rusland. Fold sammen
Læs mere
Foto: Alexander Ermochenko/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Godmorgen og velkommen til onsdagens Business-overblik.

Morgenens rundtur i de danske erhvervsmedier bringer os forbi to danske virksomheder, der er ved at lukke og slukke i Rusland, men vi skal også høre nogle bud på, om renterne skal op eller ned efter de seneste tids hidsige rentestigninger.

Dansk fødevarekoncern på vej ud af Rusland

Den danske fødevarekoncern A. Espersen er på vej ud af Rusland, hvor selskabet siden 2014 har drevet en fabrik i Novgorod, der ligger syd for Skt. Petersborg.

»Vores forretning i Rusland er ikke omfattet af sanktioner. Alt har kørt i et lukket kredsløb med russiske medarbejdere samt russiske råvarer. Salget har udelukkende været til russiske kunder. Juridisk er der intet til hinder for, at vi kunne køre videre, men vi har besluttet at afvikle produktionen og lægge fabrikken i mølpose,« siger Klaus Beyer Nielsen, administrerende direktør for A. Espersen til Finans.

Størstedelen af selskabets medarbejdere i Rusland er allerede afskediget, og det er ifølge direktøren tvivlsomt, om fabrikken genåbner.

»Der vil vi nok sige, at det vil vi simpelthen ikke bruge kræfter på, fordi det er et for betændt miljø. Som verden ser ud i dag, vil vi under ingen omstændigheder genåbne fabrikken. Det ville forudsætte gennemgribende forandringer i Rusland,« siger Klaus Beyer Nielsen.

Rusland er væk – hvad nu, Carlsberg?

Torsdag 24. februar 2022 vil altid stå som en af de mest afgørende datoer i Carlsbergs historie.

Det var dagen, da russiske tropper overskred grænsen til Ukraine og indledte en krig, som siden har ført til ufattelige lidelser for millioner af mennesker.

Men det var også dagen, der var begyndelsen på meget store ændringer i Carlsberg. For et par måneder senere er den årelange satsning i Rusland slut. Carlsberg vil ud af Rusland.

Nu står Carlsberg med en helt anden fremtid end den, der tegnede sig for blot få måneder siden. Carlsberg er på vej til at blive en meget mindre virksomhed, når de russiske forretninger er solgt fra. Men det er også en bryggerikoncern, som trods alt stadig har masser af muligheder andre steder på kloden.

Berlingske har talt med topchef Cees 't Hart om fremtiden for Carlsberg efter en af de mest dramatiske perioder i bryggeriets historie.

Kapitalforvaltere uenige om retningen efter hidsige rentestigninger

Den tiårige amerikanske statsrente er netop nået op i tre procent for første gang siden 2018. Men renterne kan snildt blive endnu højere, mener Jeppe Christiansen, direktør i Maj Invest.

»Renten er på vej op, og den har ikke toppet endnu, hvis vi fortsætter ned ad vækstsporet, hvilket er det mest sandsynlige. Det vil ikke undre mig, om den amerikanske styringsrente kommer helt op på fem procent i løbet af et år, hvis konjunkturen fortsætter. Årsagen er, at den underliggende inflation ikke lige går væk, fordi det største problem i USA er mangel på arbejdskraft og presset på arbejdsmarkedet,« siger Jeppe Christiansen til Børsen.

En lignende melding kommer fra aktiechef i Sampension, Philip Jagd, der på længere sigt ser renten stige til 4,0-4,5 procent.

Henrik Drusebjerg, investeringschef for Quintet Private Bank i Norden, forventer omvendt, at renterne vil falde tilbage.

»Jeg tror, at vi vil se renterne komme lidt ned, i takt med at inflationen stille og roligt hen over sommeren begynder at falde igen,« siger han.

Tre forhold, som investorerne bør holde øje med

Andreas Østerheden, chefstrateg i Nordea, har fokus på disse tre punkter i dag, efter at aktieindeksene tirsdag steg over det meste af verden, mens renterne faldt lidt i USA:

  • Dagens store begivenhed er rentemødet (FOMC) i den amerikanske centralbank, Fed, og den efterfølgende pressekonference i aften. Her er forventningen, at Fed vil fortsætte de høgeagtige toner, man har slået an over de seneste måneder og dermed hæve renten yderligere. Op til FOMC-mødet forventer markedet, at Fed hæver renten med 50 basispoint. Centralbanken står over for en udfordrende balancegang, hvor den skal stramme de finansielle forhold i et aftagende vækstmiljø med fortsatte problemer på udbudssiden. Det bliver derfor interessant at følge markedets reaktion på mødet. Med den seneste uro på markederne har centralbanken næppe en interesse i at overraske markederne markant, og det har den heller ikke tradition for under Jerome Powells lederskab. Vi kan derfor godt forvente et lettelsens suk med en smule stigende aktier og let faldende renter, når det står klart hvad deres udmelding bliver.
  • I løbet af dagen får vi tal for erhvervstilliden i servicesektoren i vigtige økonomier. Disse vil fortsat vise stor fremgang, eftersom servicesektoren fortsat oplever fremgang i de vestlige økonomier, i takt med at virussen ikke længere spøger i samme grad. Vi får også den private arbejdsmarkedsrapport ADP fra USA, som giver os et hint af, hvad vi skal forvente at den store amerikanske arbejdsmarkedsrapport på fredag.
  • På regnskabsfronten bliver der også noget at se til her hjemme hvor danske Mærsk og Pandora aflægger regnskab. Udenfor Danmark bliver der aflagt regnskaber fra Volkswagen, Airbus, Moderna og en række andre.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser tirsdag:

Dow Jones: +0,20 procent
S&P 500: +0,48 procent
Nasdaq: +0,22 procent

Asien – indeks onsdag kl. 06.30:

Japan Nikkei: -0,11 procent
Hongkong Hang Seng: -1,33 procent
Kina CSI:  +2,41 procent (29.04)

Tak, fordi du læste med!