Business-overblik: Bjarke Ingels vil revolutionere byggebranchen med robotter

Her er de vigtigste Business-nyheder, du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse én artikel fra morgenstunden for at være opdateret.

Den danske stjernearkitekt Bjarke Ingels vil sammen med robotfirmaet Odico konstruere tingene på en helt ny måde. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Godmorgen.

Velkommen til ugens første business-overblik, hvor vi bl.a. skal forbi historien om, at den klassiske bankrådgiver bliver løbet over ende. Men vi begynder overblikket med en historie fra advokatbranchen.

1
To ud af tre advokater overvejer at forlade branchen

Lange arbejdsdage, dårlig ledelse og problemer med at få familielivet til at hænge sammen. Det er hverdagen i de danske advokathuse, ifølge en ny undersøgelse foretaget af Djøf.

Den pressede hverdag betyder ifølge undersøgelsen, at 71 procent af advokater og fuldmægtige går med tanker om helt at forlade branchen inden for de næste fire år. Det skriver Berlingske.

»Der er en tendens til at drive rovdrift på de fuldmægtiges timer. Når folk bliver nedkørt og melder fra, bliver de fyret eller siger op, hvorefter de bliver erstattet af nye kræfter – som brænder ud to til tre år senere. På vort kontor er op mod halvdelen af medarbejderstaben udskiftet alene indenfor de seneste 12 måneder, ligesom der er stigende sygemeldinger og stress,« siger en anonym advokat i undersøgelsen.

Resultaterne er ganske alvorlige, mener Henrik Holt Larsen, der er professor emeritus på Copenhagen Business School, og som har forsket i ledelse samt skrevet en bog om arbejdslivets psykologi. Han har sjældent set en undersøgelse, der som denne bekræfter, hvor vigtig god ledelse er, fastslår han og uddyber:

»Der er forbløffende stor tilfredshed med karriere, løn, barselsvilkår og faglig udvikling. Disse kronjuveler i almindelig personalepolitik er der styr på. Desto mere grotesk er det, at mange alligevel overvejer at søge væk, og det er Halloween-uhyggeligt, at knap halvdelen regner med at være løbet af pladsen inden for to år,« siger han. Læs mere her.

2
Akademikere løber den klassiske bankrådgiver over ende

Hvor hovedparten af de ansatte i finanssektoren tidligere havde en kort uddannelse, er antallet af akademikere i sektoren de seneste ti år eksploderet til 7.071 personer på landsplan – en stigning på næsten 75 pct.

Til sammenligning er bankansatte med kun folkeskole eller gymnasiale uddannelser i samme periode faldet med 41 pct. til 3.601 personer. Det viser nye tal fra de bankansattes fagforening, Finansforbundet, som Finans beskriver mandag.

Bankekspert og seniorrådgiver ved Aalborg Universitet Lars Krull forudser, at udviklingen vil fortsætte.

»Det er vigtigt, at den rådgiver, som møder kunderne, kan give kompetente svar på stadig mere komplekse spørgsmål. Det fordrer, at bankernes medarbejdere er godt klædt på, og her er mere uddannelse en del af svaret. Det er jo en udvikling, som vi ser i hele samfundet og ikke kun i finanssektoren,« siger han.

Formand for Finansforbundet, Kent Petersen, peger over for Finans også på digitaliseringen og det øgede fokus på hvidvaskbekæmpelse som forklaring på, at bankerne har haft behov for at øge kompetenceniveauet hos medarbejderne.

Få Business-overblikket – hver dag


Du er i gang med at læse morgenposten fra Berlingske Business. Her får du dagligt det fulde overblik over de vigtigste erhvervsnyheder fra ind- og udland, så du kun behøver læse én artikel for at være opdateret.

Ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev, kan du få overblikket direkte i din indbakke – hver morgen.


Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske hver morgen inden klokken 09.00 sender mig det fulde politiske overblik med dagens vigtigste historier analyser og debatter i dansk politik. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan i visse tilfælde blive delt med tredjepart. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke. www.berlingskemedia.dk/cookie-og-privatlivspolitik

3
Bjarke Ingels vil revolutionere byggebranchen med robotter

Den danske stjernearkitekt, Bjarke Ingels, der har sat sin signatur på adskillige bygningsværker over hele verden, offentliggør nu et samarbejde med robotfirmaet Odico med et mål om at skabe langt mere avancerede trækonstruktioner ved hjælp af en teknologi, der tager højde for alskens udfordringer på forhånd.

Det skriver Finans.

»Der er et enormt potentiale i teknologien. Både fra den kunstneriske, økonomiske og bæredygtige side,« siger Bjarke Ingels, der er stifter og anfører for Bjarke Ingels Group, til netmediet.

Stjernearkitekten er blandt de forreste i forsøget på at skubbe robotterne ud på byggepladserne. Selv om produktiviteten i byggeriet stort set ikke er steget de seneste 80 år og bærer præg af besværlige arbejdsgange, har det ifølge Finans vist sig vanskeligt at automatisere håndværket på byggepladserne. Det skyldes uforudsigelige faktorer som f.eks. vejret.

Derfor handler samarbejdet også om at udvikle præcise og pålidelige 3D-modeller til industrien, der globalt set tegner sig for en årlig investering på ti billioner dollars.

»Markedet er uendeligt stort,« siger Odicos administrerende direktør, Anders Bundsgaard, til Finans.

Tre ting, investorerne skal holde øje med:

Seniorstrateg i Nordea Andreas Østerheden fremhæver tre ting, som investorerne skal holde øje med i dag:

  • Ligesom i sidste uge stod weekenden også i Brexits tegn, og i løbet af mandagen vil det igen tage opmærksomhed både i finansmedierne og blandt investorerne. En afstemning (ændringsforslaget Letwin) i weekenden betød, at premierminister Boris Johnson er blevet tvunget til at gå til EU for at bede om en forlængelse af deadlinen 31. oktober til slutningen af januar. Weekendens afstemning var ikke om, hvorvidt regeringen støtter Boris Johnsons forslag, men derimod en lov, der bytter rundt på rækkefølgen af afstemninger i parlamentet og tilsiger, at lovgivningen om aftalen skal stemmes igennem før parlamentets tilkendegivelse af at stå bag forslaget. Der vil derfor højst sandsynligt være en række afstemninger og debatter i ugens løb, som forventeligt først begynder tirsdag, men der er en sandsynlighed for, at forslaget kommer til afstemning allerede mandag.
  • Der vil ikke være meget andet interessant skemalagt i dag, men det vil være muligt at følge industriaktivitetsindeks fra Japan og ikke mindst en indikation på, hvor meget producenterne er i stand til at hæve priserne målt ved producentprisindekset i Tyskland.
  • Ud på formiddagen vil man kunne følge tallet for eksportordrer fra Taiwan, som er en af de regioner, der typisk kan give investorerne en tidlig ide om, hvilken vej global handel bevæger sig. Det skyldes, at flere af de fjernøstlige regioner ligger tidligt i produktionskæden. Tallet ventes at falde, men i et lavere tempo end tidligere.

Det sker på markederne

De asiatiske aktier ligger med mindre generelle stigninger mandag morgen, hvor det britiske Brexit-kaos skubbes lidt i baggrunden af nye meldinger om de amerikansk-kinesiske handelsforhandlinger.

Den kinesiske vicepremierminister Liu Han har oplyst, at Kina vil samarbejde med De Forenede Stater for at »tackle de gensidige bekymringer«, og at det vil være godt for begge parter og for verden at få stoppet handelskrigen.

Nikkei 225 +0,3
Topix +0,5
Hongkongs Hang Seng +0,3
China Shanghai Composite 0,0
China CSI 300 +0,3
Taiwan Taiex -0,1
Sydkoreas Kospi +0,2
Indiens BSE Sensex n/a
Singapores STI +1,0
Sydney ASX 200 -0,1

Indeksværdi klokken 5.35.

/ritzau/FINANS