Business Morgen: Britisk gyser, bankernes skrækscenarie og nyt våben mod kræft

Vi står foran en gyser uden lige, når briterne i dag vender næsen mod valgurnerne og stemmer enten for »remain« eller »leave«.

I morgen er vi meget klogere på det hele, men hvis du vil have et overblik over, hvad der sker på den økonomiske front enten ved en afvisning eller omfavnelse af EU fra briternes side, så dyk ned i disse to scenarier her. Et »leave« vil - som vi har beskrevet de seneste mange dage - skabe økonomisk kaos. Et »remain« vil være en lettelse, men der vil hurtigt kunne dukke økonomiske tømmermænd op.

Nye reguleringskrav vil koste den danske finanssektor 130 mia. kr., lyder det fra sektorens egne lobbyorganisationer. Men det beløb er yderst usandsynligt, lyder det fra bankeksperter. »Det her svarer til, at man regner på, hvor høj vandstanden vil være, hvis al is på nordpolen og sydpolen smelter samtidig,« som bankeksperten Lars Krull så malerisk udtrykker det. Når det er sagt, så peger flere af eksperterne på, at de nye krav fra den såkaldte Basel-komité har nogle grumme uhensigtsmæssigheder.

Tirsdag kom det frem, at Bagmandspolitiet er ved at optrævle en større bestikkelsessag, der omhandler 32 nuværende og tidligere offentligt ansatte i IT-afdelingen hos otte prominente offentlige myndigheder. Men er der en syg kultur i IT-branchen?  Tidligere IT-direktør i Grundfos, Karsten Steen Sørensen, er i hvert fald ikke overrasket over, at bestikkelsessagen har tråde helt ind i magtens centrum. IT-branchen har altid været meget »gavmild« over for kunderne.

Og så er der opsigtsvækkende nyt inden for kræftforskningen. En dansk forskergruppe har opdaget et muligt nyt våben mod kræft, som kan føre til mere målrettet behandling og højere overlevelsesrater. Gruppen har udviklet det nye kræfthåb på Københavns Universitet, og det er et eksempel på, at fri forskning kan ende med at blive til en rigtig god forretning.

Det er dagen, hvor alles øjne vil være rettet mod Storbritannien og de exit polls, som senere på dagen vil dukke op. Men der sker også andet. Læs kalenderen her.

God fornøjelse!

Anders Rostgaard, onlineansvarlig