Business Morgen: ATP sluger statslige job, knas med realkreditten og Uber-sag for retten

Læs mere
Fold sammen

I løbet af få år har Arbejdsmarkedet Tillægspension, ATP, i al stilhed overtaget flere tusinde stillinger fra staten. Statens Administration, Arbejdsskadestyrelsen, Pensionsstyrelsen og Udbe­taling Danmark er alle statslige enheder, der i løbet af få år har fået ATP som arbejdsgiver. Modellen er tilsyneladende succesfuld, og det kan endda være en metode for det offentlige til at øge produktiviteten, mener overborgmester Frank Jensen (S), der også er formand for Udbetaling Danmark.

Realkreditselskabernes gebyrer på boliglån - bidragssatserne - er endnu engang kommet i vælten. Forleden valgte Nordea Kredit at skrue op for bidragssatserne, og dermed lagde de sig let og behændigt i slipstrømmen på konkurrenterne Realkredit Danmark og Nykredit/Totalkredit.

Især Nykredit fik mange tæsk, da selskabet i marts hævede bidragssatserne, og dengang lurepassede konkurrenterne. Herfra var budskaberne fra dem alle noget i retning af, at »vi har ingen aktuelle« planer om at hæve bidragssatserne. I dag ved vi, at selskaberne lagde meget vægt på ordet »aktuelt«, som jo er elastik i metermål. En kunde som Susanne Larsen havde dog læst budskabet lidt anderledes, og i sin vrede over Nykredit skiftede hun til Nordea - og fik få uger senere en ny regning.

Efter fem måneders venten har Carlsberg endelig fået sin nye koncernfinansdirektør, Heine Dalsgaard, ombord. Han får en nøglerolle i virkeliggørelsen af Carlsberg-topchef Cees ’t Harts store strategiplan. Dalsgaard lover allerede nu forbedret indtjening i den pressede bryggerivirksomhed.

Godt et halvt år efter, at Stauning Whisky modtog et trecifret millionindskud fra sprit­giganten Diageo, har man travlt med at udvide forretningen. Det skal helst ske uden at gå på kompromis med de oprindelige værdier, lyder det fra stifterne, der lige nu er på Folkemødet på Bornholm, som Berlingske Business dækker.

Kom med på en fototur til verdens største forlystelsespark. Disney har netop slået portene op i Shanghai.

Dagen i dag byder bl.a. på endnu et retsmøde i Uber-sagen - straffesagen mod personer, som er tiltalt for ulovlig taxakørsel for Uber. Berlingske Business følger sagen. Se, hvad der ellers sker.

God fredag.

Anders Rostgaard, dagens onlineansvarlige