Brøndbys hovedsponsor stopper ved årsskiftet

Brøndby IFs hovedsponsor, Bet25, stopper ved årsskiftet, mens Arbejdernes Landsbanks hovedsponsorat fremrykkes.

Fra årsskiftet vil der i stedet stå Arbejdernes Landsbank på Brøndby IFs trøjer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lars Møller

Brøndby IF har torsdag indgået en aftale med Bet25 og Arbejdernes Landsbank, der indebærer, at Bet25 stopper som hovedsponsor for Brøndby IF per 31. december 2016.

Det oplyser Brøndby IF i en selskabsmeddelelse.

Bet25 fortsætter i stedet som eksklusiv betting partner for Brøndby IF frem til 30. juni 2017.

Samtidig fremrykkes Arbejdernes Landsbank hovedsponsorat for Brøndby IF, så det træder i kraft 1. januar 2017.

Hovedsponsoraftalen med Arbejdernes Landsbank løber fortsat i fire år frem til den 31. december 2020.

Det er aftalt mellem partnerne, at de økonomiske elementer i aftalerne ikke bliver offentliggjort, fremgår det af meddelelsen.

Aftalerne påvirker ikke Brøndby IF's forventninger til årets resultat i 2016, og aftalerne forventes samlet set ikke at påvirke indtjeningen i 2017 nævneværdigt.