Britt Bagers pengemand har sat kæmpepalæ til salg for 100 millioner kroner

Advokat Jacob Morten Carl Jacobsen, der har forbindelse til den tidligere V-profil Britt Bager, sætter et palæ i indre København til salg for 100 millioner kroner. Det er den højeste pris for en bolig til salg lige nu.

Britt Bagers pengemand har sat kæmpepalæ til salg i indre København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis man drømmer om et palæ i indre København, er muligheden der nu.

Prisen er 100 millioner kroner. For de penge får man til gengæld blandt andet pejs i køkkenet, et marmorbadeværelse og både et jagtrum og en stor vinkælder. Det hele er fordelt på 695 kvadratmeter i et palæ, der blev opført mellem 1748 og 1758.

»En helt usædvanlig og sjælden liebhaverbolig af international klasse,« hedder det fra ejendomsmægler Claus Borg i præsentationen af ejendommen.

Boligen kan ses her.

Ifølge tinglysning.dk er sælgeren advokat Jacob Morten Carl Jacobsen. Han er især kendt i offentligheden for sin rolle i forbindelse med den tidligere V-profil Britt Bagers omgang med partistøttereglerne.

Politiken afslørede i sommer, at en enkelt person i 2015 støttede folketingsmedlem Britt Bager med 100.000 kroner, men alligevel forblev anonym. Det skete, selvom politikere ifølge reglerne kun må modtage anonyme donationer på under 20.000 kroner.

Det var muligt for Britt Bager, fordi donationerne blev delt op i fem overførsler, som blev foretaget fra fem forskellige virksomheder. Men alle virksomhederne lå på den adresse, hvor Jacob Morten Carl Jacobsen dengang havde bopæl. Eksperter rettede dengang hård kritik mod Britt Bager – der siden er skiftet til De Konservative.

Helt særlig bolig

Nu er Jacob Morten Carl Jacobsen hovedperson i en hel ny sag. Han vil nemlig sælge en palæejendom, der er udbudt til den dyreste pris lige nu. Boligen ligger i Ny Kongensgade 3 i indre København og er ifølge ejendomsmæglerne helt særligt i København.

»Helt unikt bevaret og fredet palæ, et af de eneste af sin art tilbage i København, som ikke er opdelt i flere enheder,« hedder det blandt andet.

Ifølge mæglerne består ejendommen af et forhus og et sidehus, der sammen danner en vinkelbygning. Mod gaden byder en stor, »imposant port velkommen til ejendommen«, fremgår det. Bag porten et brostensbelagt portrum, der fører til det, mægleren kalder et »pittoresk lukket gårdrum omkranset af høje mure og en bindingsværksmur«.

Kvadratmeterprisen er ifølge Boligsiden.dk 216.000 kroner mod 53.000 kroner i området. Ifølge Boligsiden er palæet den dyreste bolig, der er til salg lige nu.

I sommeren 2020 blev Danmarks dyreste bolighandel gennemført, da en 825 kvadratmeter stor villa i Vedbæk blev solgt for 150 millioner kroner.