Britisk økonomi år nul – en ung viril løve eller et såret dyr på savannen?

Britisk økonomi har i de seneste år klaret sig bedre, end mange økonomer havde forventet. Det skyldes primært, at husholdningerne har levet over evne. Men erhvervslivet er fortsat helt på bar bund i forhold til, hvordan rammerne ser ud om bare 11 måneder.

Nu er Storbritannien på vej ud på det åbne hav. Premierminister Boris Johnson har tidligere lovet at gøre Brexit til en »Titanic success«. Det betyder stærk og kraftfuld, men har i forbindelse med usikkerheden om Brexit en mere dyster parallel. Southampton City Council/AFP/Ritzau Scanpix

Storbritannien har nu frigjort sig fra, hvad Brexit-forkæmperne har betegnet som EUs snærende bånd af regler og regulering. Klar til at vende blikket udad mod verden og generobre fortidens centrale placering i den globale økonomi. Men er Storbritannien i økonomisk forstand en ung viril løve eller et såret dyr på savannen her i år nul efter Brexit?

Det er jo ikke gået så skidt

Brexit-tilhængere kan pege på, at det slet ikke er gået så galt med økonomien, som det blev spået før folkeafstemningen i 2016. Væksten blev sidste år markant højere end i Tyskland, og Den Internationale Valutafond (IMF) forventer en vækst i år på 1,4 pct., hvilket fortsat er højere end den tyske.