Udenlandske kolleger i skikkelse af polakker, rumænere og andre vælter ind over landets grænser i rekordtempo. Det er godt for virksomhederne, fordi de får mere arbejdskraft, og det er godt for danskerne og den danske økonomi under opsvinget efter coronakrisen.
Nye beregninger viser, at den udenlandske arbejdskraft giver et løft i vores samlede produktion på 200 milliarder kroner. Det svarer til lidt under ti procent af vores BNP, og finansminister Nicolai Wammens (S) slukne statskasse nyder også godt af de mange udlændinge, som kommer til landet. De bidrager med en netto skatteindtægt på 15 milliarder kroner om året.